Engelske Kate Winslet er mere end en gang blevet kaldt sin generations bedste skuespillerinde, og hun er ikke blot en af de mest respekterede, men også en af de mest elskede kvinder i branchen den dag i dag. Så bred synes begejstringen for hende at være, at jeg ikke kan mindes nogensinde at have hørt en negativ vurdering af hendes evner – måske en enkelt skuffet kommentar over en rolle, men aldrig andet end anerkendelse af hendes talent.

At hun betragtes med en sådan hengivenhed er ikke mindst bemærkelsesværdigt idet, at hendes roller spænder ganske vidt og absolut ikke alle falder under den gruppe, der kan karakteriseres som “sikre valg”. Fra morder over dårlig mor og til krigsforbryder har hendes karriere været fyldt af roller, der var alt andet end elskelige, hvilket dog ikke har forhindret hende i netop at være elsket af utallige fans. Medvirkende til hendes appel blandt kvinder er måske også det faktum, at hun er en af de få skuespillerinder, der stadig har sunde former, samtidig med at hendes ofte ganske afklædte roller vist ikke ligefrem har sænket begejstringen hos mændene. Kate Winslet har været nomineret til en Oscar hele seks gange, hvilket hun med sine blot 33 år er den yngste nogensinde, der har opnået. Ved sidste Oscaruddeling lykkedes det hende så omsider at få den eftertragtede statuette med hjem for præstationen i den biografaktuelle “The Reader”. I anledning af premieren på den har Filmz kigget nærmere på en håndfuld af hendes mange markante film.

Fornuft og følelse (1995)

Winslet havde allerede gjort sig bemærket i mindre film, men det var med “Fornuft og følelse”, at hun for alvor fik international bevågenhed. Ang Lee står for instruktionen, og Emma Thompson, der selv medvirker, har skrevet manuskriptet baseret på Jane Austins klassiker. Det er en betagende, morsom og rørende historie med feministisk aftryk, hvori to søstre efterlades pengeløse og derfor stærkt afhængige af deres evne til at tiltrække mændenes gunst. Taiwan-fødte Ang Lee virker som et bizart valg til instruktørrollen, men klarer udfordringen med bravur, og som den lidenskabelige, men impulsive yngre søster er Kate Winslet en ren fornøjelse, og rollen skaffede hende den første Oscarnominering.

Hamlet (1996)

Shakespeares bedste stykker kan man bruge et helt liv på at prøve at forstå, og de endeløse muligheder for variationer over de eviggyldige temaer inspirerer forsat teaterfolk såvel som filmmagere til at forsøge at bringe dem til live. En af de bedre kan findes i Kenneth Branaghs filmatisering af “Hamlet”, hvori den sjældent opførte fulde fire timers version bringes til lærredet. I forhold til tidligere versioner holdes der ikke meget tilbage i denne overdådige udgave, hvor Branagh selv leverer en manisk og intens Hamlet i titelrollen. Fremragende er også Kate Winslet, hvis hjerteskærende Ophelia bliver en af filmens højdepunkter. Kun en distraherende brug af kendisser i camoeroller synes at trække helhedsindtrykket ned for en ellers fantastisk film, som i manges øjne er blevet den definitive Hamlet-filmatisering.

Titanic (1997)

Når man skal kigge på Winslets mest ikoniske øjeblikke, er der ingen tvivl om, at rollen som overklassepigen Rose, der skal giftes bort til en slimet karl, men i stedet falder for den eventyrlystne Jack, hører til den mest markante. Hele historien udspiller sig naturligvis ganske kort inden verdens mest berømte skib forliser, og med det ryger også den gamle verdens orden. Filmen blev et kæmpehit og gjorde med ét både Winslet og Leonardo DiCaprio til stjerner. “Titanic” er dog mere glans ens substans. Anakronismerne står i kø, og DiCaprio er muligvis verdens mindst overbevisende fattiglus, men som en filmisk pedant til en kulørt kærlighedsroman er den ganske underholdende – ikke mindst takket være de overdådige effekter.

Evigt solskin i et pletfrit sind (2004)

Charlie Kaufman og Michel Gondry står bag denne sære, men fascinerende historie, der lystigt blander science fiction og surrealisme. Filmen handler om kæresteparret Joel og Clementine, hvis forhold ender skidt, hvorefter de begge beslutter at få erindringen om det fjernet via en speciel metode, som et tvivlsomt firma tilbyder. Efterhånden som Joel mister sine erindringer, skifter han dog mening og prøver desperat at gemme dem i dybe dele af sindet. Filmen har ikke Kaufmans sædvanlige humor, men er til gengæld svøbt i en sørgmodig stemning, og når den virker på det følelsesmæssige plan til trods for sin abstrakte natur, er det ikke mindst takket være Jim Carrey og Kate Winslet, der begge skaber nogle figurer, som man uundgåeligt kommer til at holde af og vedvarende krydser fingre for skal klare sig.

Finding Neverland (2004)

Magi af en ganske anden slags er på spil i “Finding Neverland”, hvori forfatteren til “Peter Pan” J.M. Barries liv bringes til live. Barrie spilles af Johnny Depp, der er noget nær perfekt som manden, der ligesom sin titelfigur ikke synes at ville vokse op. Han kaster sin kærlighed på en gruppe drenge samt deres mor, der er enke, og som spilles overbevisende af Winslet. Barrie viser sig at blive en fast støtte igennem de hårde tider, som venter forude. Historien er næsten utænkelig set med nutidens øjne, hvor mistanken om pædofili ville springe i øjnene øjeblikkeligt, men man overgiver sig til den optimistiske fortælling, hvori fantasi og kunst kan give en form for trøst og livsglæde på trods af tilværelsens prøvelser. Mindeværdig er ikke mindst premieren på stykket, hvor den varme latter fra en gruppe forældreløsebørn vækker glæden hos de hårdhjertede voksne.

Little Children (2006)

Fantasi om at undslippe er der også en del af i Todd Fields “Little Children”, men det er en ganske anden slags. Her spiller Kate Winslet en hjemmegående mor, som engang havde akademiske ambitioner og feministiske synspunkter, men som nu ser sit liv drukne i børnepasning og huslige pligter. Desperat efter at undslippe kaster hun i stedet opmærksomheden på den flotte Brad, der ligesom hende selv er utilfreds med sin nuværende situation, og snart har de lidenskabelig sex i vaskerummet, mens ungerne sover til middag ovenpå. Filmens figurer er temmelig karikeret aftegnet, men filmen anvender den sæbeopera-agtige form til sin fordel og bliver i stedet en vedkommende fortælling, hvor flugtmulighederne ikke er mindre absurde end den indholdsløse tilværelse. “Little Children” holdes ikke mindst oppe af fremragende skuespilpræstationer af hele castet, og Winslet modtog da også fuldt fortjent en Oscarnominering for sin rolle.

Revolutionary Road (2008)

Sam Mendes “Revolutionary Road” er ude i et lignende emne, men selv den forsonende humor er væk fra denne film, hvor en ubønhørlig og uafrystelig historie udspiller sig. Filmen genforener “Titanic”-parret Leonardo DiCaprio og Kate Winslet, men har ellers ikke meget tilfælles med den romantiske fantasi. I stedet er den en grum, men gribende beretning om ægteparret, der begge sider fast i det tomme forstadsliv. Han har det job, han havde svoret aldrig at få, og hendes sidste bohemefantasier er for længst bristet. Evigt pålidelige Roger Deakins har forbilledligt fotograferet den rystende film, og de to hovedrolleindehavere spiller begge blændende. Winslet blev ganske vist Oscarnomineret for sin rolle i “The Reader”, men hun er næsten endnu bedre her, hvilket måske er meget sigende for den talentfulde skuespillerindes konstante tårnhøje niveau.