At være eller ikke at være…

Hvis man uddelte karakterer til film på baggrund af deres ambitionsniveau, så ville Kenneth Branaghs “Hamlet” score syv stjerner. Som den første (og fortsat eneste) filmmager nogensinde har Branagh gengivet William Shakespeares epokegørende teaterstykke i sin helhed på film. Hans “Hamlet” er derfor mere end fire timer lang og spækket med utallige roller spillet af skuespillere af højeste karat: Branagh selv, Julie Christie, Kate Winslet, Robin Williams, Charlton Heston, Jack Lemmon, Richard Attenborough… Med sin lange spilletid, storladne 65mm-billeder og ufortyndede Shakespeare-dialekt er “Hamlet” en ordentlig mundfuld, som er svær at sluge i ét forsøg, men som efterlader én mæt og glad ovenpå et overdådigt filmisk måltid.

“Hamlet” er angiveligt det mest opførte teaterstykke nogensinde, så de fleste kender formentlig allerede den oldgamle skrøne om den danske prins. Da stykket begynder i Helsingør (tusind tak for de millioner af turistkroner, William!), er Hamlets far, Danmarks konge, netop død, og prinsens onkel og dronningen giftes dernæst. Hamlet er knust, og da hans fars genfærd toner frem og afslører, at onkel Claudius myrdede ham, bliver Hamlets sorg erstattet af had, der driver ham til randen af vanvid. Som i de fleste Shakespeare-stykker begynder uheldene og ulykkerne at hobe sig op, alt imens den norske hær nærmer sig Danmarks dørtærskel.

Det er umuligt at overvurdere den kulturelle indflydelse, “Hamlet” har haft. Utallige teaterstykker, bøger, tv-serier og film har tyvstjålet ideer, karakter og monologer fra Shakespeares værk, hvis replikker også er sivet ind i vores daglige tale. ”Der er mere mellem himmel og jord”… ”at være eller ikke at være”… Og i Branaghs “Hamlet” kommer Shakespeares pragtfulde prosa virkelig til sin ret. Ved ikke at forsimple eller forkorte den oprindelige tekst får vi lejlighed til at nyde hver eneste vokal og konsonant i dens lækre lyrik. Men Branaghs største bedrift er, at hverken filmens tempo eller emotionelle intensitet nogensinde svækkes, selvom instruktøren har så mange dialoger, karakterer og parallelle historier at holde styr på, imens han befinder sig både foran og bag kameraet. Man hænger på lige fra den gådefulde indledning til den tragiske, tårevædede slutning.

Filmens budget var på blot 18 millioner dollars, og med spillelængden in mente kommer det derfor ikke som den store overraskelse, at nogle af kulisserne er forunderligt fattige på rekvisitter og statister. Flere af udendørsscenerne er tydeligvis blevet optaget i små studier, og nogle af skuespillerne går indimellem til værks med den, ja, teatralske opførsel, som det ofte kræver på teaterscenen for at nå ud til de bagerste rækker, men som tangerer overgearet overspil på det hvide lærred. De fleste skuespillere er dog helt igennem fænomenale (især Branagh og Winslet), men indimellem føles det, som om man nærmere ser et teaterstykke, der er blevet optaget på video, end en decideret film.

Men det vrimler også med sekvenser, der er filmiske fra top til tå. Scenen, hvor Hamlet træffer sin fars ånd, er fantastisk – lyden af jorden, som krakelerer, og spøgelsets dybe røst får nakkehårene til at vibrere, alt imens røg og flammer kryber ud af revnerne med en voldsomhed, som får adrenalinen til at pumpe. Så meget power har “Hamlet” sgu sjældent haft på de skrå brædder. Ligesom skuespillet er Patrick Doyles mesterlige musik storladen og pompøs, når scenerne kræver det, og stilfærdig og bevægende under de mere stille øjeblikke – såsom den berømte scene, hvor Hamlet reflekterer over menneskets dødelighed med sin afdøde hofnars kranium i hånden.

Shakespeares humor og patos går aldrig tabt i den endeløse, euforiserende ordstrøm. Ligesom Branagh, første gang han så stykket, forstår man ikke det hele, men man beruses alligevel af tekstens saft og kraft. I sit stykke postulerer Shakespeare, at ”noget er råddent i Danmarks rige,” men englænderens 400 år gamle skuespil har på mirakuløs vis undveget forrådnelse og er i stedet ældet med ynde. Det er fortsat et af verdenshistoriens mest gribende og tankevækkende studier i hævn, vanvid og kærlighed.

Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.20:1. Indimellem tager transferets detaljerigdom pusten fra én – såsom under bryllupsscenen i starten, hvor alle tapetets mønstre og de faldende blomsterblade er ekstremt tydelige og detaljerede. Men under adskillige scener er billedet mere uskarpt, og alt fra skuespillernes hår til deres små porer fremstår ofte utydelige. Måske skulle man have fordelt filmen over to skiver. Men heldigvis imponerer de fleste skud, og både kontrasten og farvegengivelsen er solid. Billedet er næsten pletfrit, og edge-enhancement forekommer aldrig.

Audio

Når man tænker på, hvor ofte “Hamlet” ligner et filmet teaterstykke, er det noget af en bedrift, at diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor alligevel gør så stort indtryk. Ofte er kun fronthøjtalerne aktive, men baghøjtalerne er langtfra tavse. Patrick Doyles musik folder sig fint ud, mens dialogen altid gengives klokkeklart og med en superb rumklang. Støj forekommer aldrig, og lydsiden har også en solid bund takket være kløgtig og diplomatisk brug af subwooferen. Et overraskende godt lydspor.

Ekstramateriale

Kenneth Branagh har indspillet en lille introduktion til filmen (8 min.), hvor han taler meget engageret om sit forhold til Shakespeares teaterstykke. I dokumentaren “To Be On Camera: A History with Hamlet” (25 min.) får flere af Branaghs kollegaer foran kameraet også mulighed for at udtale sig. Derudover medfølger filmens trailer og en omtrent 13 minutter lang præsentation af filmen skabt til filmfestivalen i Cannes. Branagh og Shakespeare-eksperten Russell Jackson har indtalt et fremragende kommentarspor, hvor de både gransker filmens tilblivelse og Shakespeares teaterstykke. Som forventet er her ingen slettede scener, men en mere dybdeborende dokumentar med flere interviews er også det eneste, man for alvor savner på skiven.