Den skamfulde skyld

Da Kate Winslet var gæst på det engelske comedyshow “Extras”, fortalte hun som en vits, at hun var træt af altid at tabe kampen om Oscaren og nu havde tænkt sig at lave en holocaustfilm, eftersom de altid løber med statuetterne. Det skulle senere vise sig, at hun rent faktisk endte med at vinde en Oscar for “The Reader”, og man kunne derfor være fristet til spøgefuldt at konkludere, at det rent faktisk virkede.

Dog kan “The Reader” knap nok kaldes en holocaustfilm – den er derimod snarere et værk om erotisk vækkelse, litteratur, sorg og forkerte valg. Handlingen udspiller sig i efterkrigstidens Tyskland. Den 15-årige gamle Michael er på vej hjem fra skole, da han bliver dårlig, men hjælpes af den omtrent dobbelt så gamle Hanna. Da han vender tilbage for at takke hende, udvikler der sig hurtigt en lystfuld affære mellem de to, og Michael oplever sin seksuelle debut. Han bliver forgabt til op over begge ører i hende, og hun tilsyneladende ligeså i ham, om end hun næsten virker mere interesseret i at høre ham læse for hende, og snart får de et fast ritual med højtlæsning af “Odyseen” eller “Huckleberry Finn” efterfulgt af hed sex.

Romancen slutter dog så brat, som den er startet, og otte år senere er Michael jurastuderende, og da han skal overvære en retssag, møder han atter Hanna. Denne gang er det imidlertid på anklagebænken, hvor hun bliver beskyldt for rædselsvækkende forbrydelser under Nazi-Tyskland.

“The Reader” er en filmatisering af Bernhard Schlinks roman, der blev udgivet herhjemme under titlen “Højtlæseren”. Man fornemmer filmens litterære ophav i dens handling, som næsten er tre forskellige historier: Vi følger Michael som en trist og indadvendt voksen spillet af Ralph Finnes, hans modstykke som en ungdommelig og sprudlede ung knægt, der har en hemmelig affære og sidst men ikke mindst retssagen, hvor fortidens synder bliver lagt for dagen. De sædvanlige scener omkring jødeudryddelsen er væk: Her er ingen koncentrationslejre eller henrettelsesscener, og den jødiske overlevende, som vi møder senere i filmen, viser sig langt fra at være et knust menneske, men besidder tværtimod et moralsk overskud, som ingen af filmens andre karakterer tager del i.

Skyld og skam bliver i stedet dens primære emner, og filmen stiller et tankevækkende moralsk puslespil op, da vi bliver klar over, at Hannas medvirken til forbrydelserne måske i et vist omfang har været motiveret af uvidenhed – et faktum, hun er så ydmyget over, at hun foretrækker at fremstå som helt igennem skyldig i stedet. Den samme uvidenhed kan Michael imidlertid ikke gemme sig bag, og hans situation kommer hurtigt til at minde om Hannas. Det er let at bliver irriteret på filmens hovedpersoners svaghed, men man stiller uundgåeligt sig selv det spørgsmål, om man mon havde handlet på samme måde i deres sted.