I Mickey Rourkes omskiftelige karriere er der i sig selv materiale nok til en hel film, og et af de elementer, der understøtter historien i “The Wrestler”, er utvivlsomt også, at den udbrændte bryder i filmen deler mange fællestræk med Mickey Rourkes eget liv. Her var en skuespiller, der tilsyneladende havde del hele: Talent, godt udseende, held og en nyerhvervet status som sexsymbol takket være rollen i den smålumre “9½ uge”. Tilværelsen vendte dog fuldstændig for Rourke, og pga. en selvdestruktiv side, upassende opførsel samt en lang række dårlige karrierevalg gik det hurtigt ned ad bakke igen.

Blandt rollerne, Rourke sagde nej til, var bl.a. “Ondskabens øjne”, “De uovervindelige” og “Rain Man” – film, som alle blev solide succeser. I stedet medvirkede han i så rædsomme ting som “Harley Davidson and the Marlboro Man” og “Vilde orkidéer”, indtil han til sidst helt droppede skuespillet til fordel for boksning. Selvom han var ubesejret i otte kampe, blev han så kvæstet, at han i dag lider af korttidshukommelsestab. Hans ansigt blev desuden så smadret af prøvelserne, at han måtte gennemgå genskabende plastikkirurgi, men resultatet blev, som Rourke selv sagde, ”noget rod”.

Efter prøvelserne vendte han boksningen ryggen og begyndte atter at kravle op ad rangstigen i Hollywood ved at påtage sig småroller, og gradvis begyndte hans karriere at udvikle sig positivt, indtil han med “The Wrestler” fik sin første Oscarnominering nogensinde. I anledning af premieren på selvsamme film har Filmz kigget nærmere på nogle af Mickey Rourkes mest bemærkelsesværdige roller gennem tiden.

Diner (1982)

Rourke havde haft en lille opsigtsvækkende rolle i “Body Heat”, men det var i “Diner”, at han for alvor blev bemærket. Filmen følger en gruppe unge mænd, der kæmper med at tilpasse sig den voksne verdens mange krav, selvom de for længst burde være etablerede. Ligesom i George Lucas’ “American Graffiti” består filmen af en serie løse historier, hvor vægten er lagt på daglige begivenheder snarere end dramatiske hændelser. Mest mindeværdig i filmen er Rourke i en scene, hvor han for at vinde et væddemål om, hvor langt hans date vil gå, stikker slamberten i et popcornbæger, så hun ikke kan undgå at lægge hånd på dyret. “Diner” er under alle omstændigheder et fint portræt af en gruppe unge, der står overfor de forpligtelser og det ansvar, som de både frygter og længes efter.

Rumble Fish (1983)

Francis Ford Coppola står bag denne sære, men fascinerende film, der udelukkende er filmet i sort-hvid med enkelte kortvarige brug af farver. Matt Dillon spiller et lokalt bandemedlem, der lever i skyggen af sin berømte, men bortrejste bror, spillet af Rourke. Under et slagsmål dukker broren omsider op, men viser sig hurtig at have forandret sig dramatisk og virker underligt ude af trit med begivenhederne. Filmen er svøbt i symbolik og et filmsprog, der rækker tilbage til tysk ekspressionisme. Den usædvanlige visuelle side var utvivlsomt også en af grundene til, at den blev et flop. Tiden har imidlertid været nådig ved den, og i dag ses den af mange som en af Coppolas mest personlige film samt et værk med kompromisløse kunstneriske ambitioner, hvor ikke mindst slutscenen er uforglemmelig.

Chinatown bløder (1985)

Michael Cimino havde vundet alles beundring med “The Deer Hunter” blot for at tabe den igen med kæmpefloppet “Heaven’s Gate”. Med “Chinatown bløder” vendte han imidlertid tilbage i fin form i denne hårdkogte kriminalfilm, hvor Mickey Rourke spiller en dekoreret Vietnamveteran, der stadig udkæmper krigen, nu blot i den kriminelle Chinatown, hvor opium og heroinhandlen florerer. Rourke er glimrende som den selvdestruktive politimand, der selv kommer i skudlinje, efterhånden som de blodige handlinger tager til. Filmen delte sit publikum ved premieren, men er ikke desto mindre en hypnotisk oplevelse med en overbevisende fysisk brutalitet over sig.

9½ uge (1986)

Det var dog først og fremmest “9½ uge”, der sikrede Rourkes stjernestatus. Overfor den uskyldige, men underskønne Kim Basinger spiller han en styrende Wall Street-forretningsmand. De to indleder et sadomasochistisk forhold, og filmen byder på ikoniske scener, hvor Rourke mader Basinger med jordbær, hvor de har våd sex i en baggård, og hvor hun stripper til tonerne af Joe Cockers “You Can Leave Your Hat On”. Sexscenerne vakte naturligvis opsigt, selvom de var ganske neddæmpede i forhold til den bog, som filmen var baseret på. Filmen er siden blevet parodieret utallige gange, men på trods af sine kitschede 80’er-sekvenser er den ikke desto mindre et ganske potent drama, som én gang for alle besvarer spørgsmålet om, præcis hvor længe et forhold, der kun er bygget på begær, kan vare: 9½ uge.

Angel Heart (1987)

Alan Parker stod bag “Angel Heart”, der havde Rourke i hovedrollen som den plagede og usoignerede privat detektiv, som bliver hvirvlet ind i et labyrintisk mareridt af en sag, da en mystisk klient beder ham lede efter en forsvunden crooner. Filmen er en herlig svælgen i stilistisk overdrev, hvor film noir og horror mikses lystigt. I sin samtid blev den dog mest omtalt takket være Cosby-pigen Lisa Bonets sexscener, hvori hun og Rourke kopulerer i en regn af blod, og scenen resulterede da også i, at hun prompte blev smidt ud af serien. Både Rourke og Robert De Niro leverer fremragende præstationer i “Angel Heart”, der fuldt fortjent er blevet lidt af en kultfilm, og stadig er en overbevisende og stærkt underholdende nedstigning til helvede.

Barfly (1987)

Til trods for de mange fine skuespilpræstationer, Rourke har stået bag, så er rollen som barbums i Barbet Schroeders “Barfly” muligvis stadig hans allerstørste. Filmen er skrevet af Charles Bukowski og har Rourke i rollen som Bukowskis alter ego Henry Chinaski. Vi følger drukpoetens forhutlede liv gennem et par tågede dage, hvor han kommer i slagsmål og møder den ligeledes drikfældige Wanda, spillet af Faye Dunaway. Der foregår ikke den store ydre handling i “Barfly”, som til gengæld er et atmosfærisk og kærligt, men usentimentalt kik ind i en verden, hvor luderne fortsætter langt over udløbsdatoen, og hvor den aldrende alkoholiker skal bruge et hjælpemiddel for at hælde sprutten ned. Fremragende er ikke mindst Bukowskis herlige dialog, og takket været den flyder poesien frit fra den skrantende lever.

Johnny Handsome (1989)

Der er næsten tale om en foruroligende forudsigelse i “Johnny Handsome”, hvis handling nu vækker minder om den udseendesmæssige forvandling, Rourke senere kom til at gennemgå. Filmen handler om den hårdtprøvede Johnny, der er født med et deformt ansigt og derfor ernærer sig med forbrydelser. Han forrådes af sine medsammensvorne, men en idealistisk læge giver ham via plastikkirurgi et normalt udseende. Johnny længes dog stadig efter hævn. Filmens billige, men effektive look, Walter Hills håndfaste instruktion samt den fatalistiske tone gør den til en besnærende oplevelse, som yderlige støttes af gode skuespilpræstationer og Ry Cooders atmosfæriske musik.

Sin City (2005)

Efter en mislykket boksekarriere, uheldige ansigtsoperationer og utallige små biroller fik Rourke omsider chancen for en bærende rolle i en blockbuster med “Sin City”. Iført et kraftigt lag make-up er Rourke blændende som den fandenivoldske Marv, der er det stærkeste element i en i øvrigt fremragende og ekstremt underholdende film. Han er den grimme, men trofaste hårde negl, der efter at have fundet den døde luder Goldie sværger en grusom hævn over morderen og herefter bogstavelig talt arbejder sig op gennem byens fødekæde for at finde den skyldige. Filmen var et velkomment og velfortjent comeback til en skuespiller, der muligvis havde taget en masse forkerte valg, men så sandelig også havde betalt dyrt for dem.