Big Bio-kæden åbner denne uge i Holstebro – med fokus på luksus, bæredygtighed og LGBT-mangfoldighed.

Den skulle have haft åbnet sammen med “No Time to Die”-premieren i april. Men premieren blev som bekendt udskudt på grund af coronakrisen – det samme gjorde åbningen af den nye biograf i Holstebro.

På torsdag kan Big Bio-kæden – der allerede findes i Herlev og Nordhavn – så endelig åbne i Holstebro. Her får Midt- og Vestjylland en ægte luksusbiograf med Dolby Atmos-lyd og elektroniske recliner-stole, som kan lægges ned i alle biografens i alt fem sale.

Der er dog ikke kun luksus. Præcis som i Nordhavn-biografen er der i Holstebro også stort fokus på bæredygtighed. Således har man specialproduceret al emballage, så det er 100 procent komposterbart. Det betyder, at en stor mængde af biografens godt 30 tons affald om året kan blive til jord.

Derudover er drikkeglassene lavet af genanvendt glas, og biografens keramikstel er brændt over åben ild ved en økologisk ren produktion.

Mangfoldighed er et tredje fokusområde i Big Bio, der er LGBT-certificeret, hvilket er ensbetydende med kønsneutrale toiletter, hvortil Hella Joof har indtalt en speak, hvor hun vejleder om, hvordan vi bedst tager hensyn til hinanden, når vi benytter os af ‘mennesketoiletterne’, som hun kalder dem.

Dermed bliver Big Bio Holstebro den første bæredygtige og LGBT-certificerede biograf i Jylland.

Læs også ‘Bjarke Ingels-planer møder modstand – samler underskrifter for at bevare Palads‘.

Big Bio Holstebro åbner den 28. maj med eksklusiv gallapremiere på “Undtagelsen” – den 29. maj er der gratis popcorn og sodavand til alle biografgæster.



Vis kommentarer (2)
Gravatar

#1 nwinther 4 år siden

Held og lykke med dét.
"I, for one, welcome our new insect overlords" - Kent Brockman
Gravatar

#2 Johnny42 4 år siden

LGBT segmentet må selvfølgelig godt valfarte til Holstebro for at besøge denne biograf. Jeg mener nu, at den almindelige biograf er for alle, både veganere, LGBT og andet godtfolk. Fordi der står at et toilet er forbeholdt et bestemt biologisk køn, er det ikke det samme som at man selv skal identificere sig som dette køn. Men biologi er biologi. Hvad man føler sig som må man selv om.

Skriv ny kommentar: