ABC News kunne for nylig vise en featurette, der går bag om scenerne på den kommende prequel til “Da Vinci mysteriet” – “Engle og dæmoner”. Featuretten, der også byder på nye klip fra filmen, kan ses her.

Filmen, der bygger over Dan Browns bestseller, er ligesom “Da Vinci Mysteriet” instrueret af Ron Howard, skrevet af Akiva Goldsman og med Tom Hanks i rollen som Robert Langdon.

I “Engle og dæmoner”, der udspiller sig før begivenhederne i “Da Vinci mysteriet”, havner den ihærdige Harvard-symbolekspert Robert Langdon midt i et omfangsrigt mysterium i Rom, hvor han er blevet indkaldt til en opgave, der viser sig at have forbindelser til magtfulde kræfter med ældgamle rødder: Illuminati-selskabet – historiens mest magtfulde undergrundsorganisation – og den katolske kirke.

Ewan McGregor spiller den indflydelsesrige præst Carlo Ventresca, der hjælper Langdon i hans kamp for at redde Vatikanet fra en forestående katastrofe, hvor tiden hastigt rinder ud. Den israelske skuespillerinde Ayelet Zurer har den kvindelige hovedrolle som den smukke Vittoria, der viser sig en behændig allieret i Langdons søgen.

De to danskere Thure Lindhardt og Nikolaj Lie Kaas samt svenske Stellan Skarsgård og tyske Armin Mueller-Stahl medvirker også i filmen, der er sat til at få premiere 15. maj.



Vis kommentarer (3)
Gravatar

#1 Munkus 15 år siden

Jeg glæder mig så meget til denne film. Bogen er fantastisk - bedre end Da Vinci - og filmen kan da kun blive god med to af de mest fantastiske skuespillere: Tom Hanks og Ewan McGregor!!
Gravatar

#2 fubar 15 år siden

#1 Ja, der har jeg det godt nok omvendt. Mener at "Engle og Dæmoner" var en langt dårlige bog end dens efterfølger. Ikke mindst pga.
den til tider overdrevne historie - Vatikanet der skal sprænges i luften, og slutningen der slet ikke følger bogens forsøg på at virke realistisk. Tænker på episoden hvor Langdon hopper ud fra en helikopter i flere kilometers højde, lander i Tiberen og overlever..


Og med det resultat de fik ud af "Da Vinci", så glæder jeg mig bestemt ikke til at se den næste film, der er lavet efter en langt dårligere bog.

Ang. skuespillerne, bliver det sjovt at se et par danskere i en stor Hollywood-produktion, men ham Hanks har jeg aldrig været fan af, og bliver det næppe med denne film.
Gravatar

#3 filmz-Bruce 15 år siden

Hmmmmm. Jeg har ikke den store tiltro til Ron Howard. Jo, jeg synes absolut en film som Cinderella Man var god, han laver gedigne film, godt håndværk, men ikke film som virkelig brænder sig ind på lystavlen. Da Vinci bliver mere og mere utilfredsstillende for hvert gennemsyn. Hvorfor så se den igen? Godt spørgsmål!
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140

Skriv ny kommentar: