Letitia Wright er efter flere måneders genoptræning klar til at filme superheltescener igen, og produktionen på “Black Panther: Wakanda Forever” genoptages inden længe.
I august blev Wright skadet under optagelserne til en actionscene i Ryan Cooglers kommende superheltefortsættelse. Selvom hun har filmens ledende rolle — T’challas lillesøster Shuri — har teamet formået at skyde videre i både oktober og november, hvor scenerne, der var mulige at optage uden Shuri blev filmet.
Siden har der dog været en pause, imens man har ventet på Wrights bedring. Nu er stjernen altså klar igen, og optagelserne til “Wakanda Forever” genoptages i løbet af denne uge. Det rapporterer The Hollywood Reporter.
Pausen har indtil videre ikke påvirket filmens premieredato, som stadigvæk ligger den 10. november i år.
Læs også: “En underskriftsindsamling med formålet at recaste T’Challa i MCU nærmer sig 50.000 underskrifter”
Wright har stået bag en Marvel-kontrovers, idet hun tidligere har udtrykt anti-vaccineholdninger. I USA er man nødt til at være fuldt vaccineret for at kunne rejse dertil, hvis man hverken er indbygger eller immigrant — hvilke Wright ikke er —, men ifølge THR‘s kilder er problemet løst.
Ligesom den sidste “Black Panther”-film vil “Wakanda Forever” også forbinde sig til andre dele af Marvel-universet. Vi bliver blandt andre introduceret til Riri Williams, aka Ironheart, inden vi møder hende i hendes egen Disney+-serie.
Chadwick Boseman, der ledte an i den første film, skulle oprindeligt også have stået i spidsen for 2’eren, men døde desværre alt for ungt af tyktarmkræft. Derfor er det svært at vide præcis, hvad vi kan forvente af den kommende fortsættelse. Det bliver dog interessant at se, hvordan situationen påvirker “Wakanda Forever”, og filmen har da også fået en plads på vores liste 10 film vi ser frem til i 2022.