Den første længere dokumentarfilm om kultforfatteren Charles Bukowski, som døde for 10 år siden, har netop haft premiere i USA.
Instruktøren John Dullaghan har interviewet Bukowskis familie og venner, deriblandt skuespillerne Sean Penn og Harry Dean Stanton, og filmen inkluderer optagelser af Bukowski fra tv-interviews og poesi-oplæsninger.
Ifølge Dullaghan giver “Bukowski – Born Into This” et nuanceret billede af forfatteren, der havde ry som en alkoholiseret, højtråbende mandchauvinist – hvilket der da også gives eksempler på i filmen, som i klippet hvor en fuld Bukowski under et tv-interview sparker sin kone og kalder hende en luder. Men Dullaghan siger at han også vil vise en anden side af forfatteren: “… der var også meget medfølelse og kunstnerisk kunnen og humor i ham.”
Charles Bukowskis liv er tidligere blevet portrætteret i filmen “Barfly” fra 1987, som havde Mickey Rourke i rollen som den brovtende forfatter. Filmen havde manuskript af Bukowski selv.