Bradley Cooper har gennemgået noget af en transformation i de første billeder til hans Leonard Bernstein-biopic “Maestro”.
Filmen bliver Coopers første i instruktørstolen siden hans otte gange Oscar-nominerede 2018-film “A Star Is Born”, hvor han selv var i spotlightet sammen med Lady Gaga.
I “Maestro” står Cooper endnu engang både foran og bag ved kameraet. Denne gang spiller han den ikoniske Broadway-komponist Leonard Bernstein, der blandt andet stod bag musikken til teaterstykket “West Side Story” og filmen “On the Waterfront”. Sidstnævnte markerede komponistens eneste film-soundtrack, som ikke var adapteret fra en teaterproduktion med sange.
Carey Mulligan (“Promising Young Woman”) spiller Bernsteins kone Felicia Montealegre, mens også Matt Bomer (“The Nice Guys”) og Maya Hawke (“Stranger Things”) er at finde på rollelisten. Steven Spielberg og Martin Scorsese er sammen med Cooper blandt filmens producere.
“Maestro” foregår over en periode på mere end 30 år og vil på trods af komponistens mange bemærkelsesværdige succeser fokusere på det indviklede ægteskab mellem Berkstein og Montealegre.
Netflix har nu frigivet de første billeder fra settet, og de viser en utroligt overbevisende transformation på makeupfronten, som den to gange Oscar-vindende makeupkunstner Kazu Hiro (“Bombshell” & Darkest Hour”) har stået bag.
“Maestro” er en Netflix-exclusive og forventes at få premiere i løbet af 2023.