Universal Pictures genopliver “Bride of Frankenstein” efter Dark Universe-kollaps.
Den var tiltænkt som det andet kapitel i det stort anlagte Dark Universe, der i 2017 startede – og sluttede – med “The Mummy”, der langt fra levede op til forventningerne.
Derfor blev “Bride of Frankenstein” med Angelina Jolie og Javier Bardem på rollelisten udskudt på ubestemt tid. Nu er det igen tid.
For efter “The Mummy”-fiaskoen har Universal genstartet deres monster-univers på lavbudget med “The Invisible Man”, der får premiere til marts.
Herefter følger film om Frankenstein, Dracula og The Invisible Woman samt altså også “Bride of Frankenstein”, skriver Variety.
Det er den tidligere Sony-producent Amy Pascal og “A Quiet Place”-instruktør John Krasinski, som nu øjner muligheden for igen at vække “Bride of Frankenstein” til live.
Men Pascal kan blive en hindring for Angelina Jolie i rollen som Frankensteins brud, hvis Jolie da ellers stadig er interesseret.
Det er nemlig uklart, om Jolie ønsker at samarbejde med Pascal efter Sony-skandalen i 2014, hvor mails blev lækket fra Hollywood-selskabet – med Amy Pascal som chef.
Her blev der blandt andet lækket en mail-samtale imellem Pascal og producent Scott Rudin, der formulerede sig nedsættende om Jolie.
Læs også ‘Efter “The Mummy”-flop: Her er traileren til “The Invisible Man”‘.
Hverken Angelina Jolie, Amy Pascal eller Universal Pictures har ønsket at kommentere historien.