Særligt ubrugt klip fra “Tenet” tiltænkt biografbranchen er på vej til danske Christopher Nolan-fans.
Tidligere i ugen kunne Filmz bekræfte, at en særvisning af “Inception” er på vej til de danske biografer med premiere den 12. august.
Her vil der blive varmet op med en særlig hilsen fra Christopher Nolan samt muligvis trailers til både “Wonder Woman 1984” og “Dune”, men det er endnu ikke bekræftet.
Samtidig er den sidste trailer til “Tenet” også meldt på vej under dette event, men det er alligevel næppe tilfældet.
Traileren er allerede gjort klar, men frigives formentlig online, mens publikum til “Inception”-visningen i stedet får fire-fem minutters klip fra “Tenet”, som egentlig var tiltænkt CinemaCon.
CinemaCon er biografbranchens interne konvent, som skulle have været afholdt i foråret, men aflyst på grund af coronakrisen. Her havde Warner Bros. gjort et særligt kig på “Tenet” klar til branchefolkene.
Filmz erfarer nu, at det er dette klip, som Christopher Nolan-fans får lov til at se ved den særlige “Inception”-visning – og der er ikke planer om at frigive klippet online.
Læs også ‘Dansk “Inception”-afsløring bekræftet – her er detaljerne‘.
“Tenet” får dansk premiere den 26. august.