Med film som “The Science of Sleep”, “Evigt solskin i et pletfrit sind” og et utal af kreative musikvideoer har Michel Gondry vist et helt unikt talent for de snørklede og fantasifulde universer og billeder. Der er derfor lagt op til en helt særlig oplevelse, når Gondry sætter sig til bords med en af vor tids store tænkere, Noam Chomsky, i “Is the Man Who is Tall Happy?”.
Se også: Filmz-toppen: De fedeste events på CPH:DOX.
Ved hjælp af farverige animationer bliver den aldrende amerikanske filosofs højflyvende tanker forankret i et billedunivers på en måde, vi aldrig har set før. Det er en film, der længe har ligget på tegnebrættet for Gondry og som markerer en tilbagevenden til urdyderne for filmmageren, hvor det hjemmelavede håndværk står i centrum. Så det er bare om at læne sig godt tilbage i biografsædet og nyde sammenspillet mellem filosoffen og legebarnet.
”Is the Man Who is Tall Happy?” vises i Empire Bio d. 15.11 kl. 22.30.