Det amerikanske nyhedssite Inverse rapporterer i et interview, at Danny Elfman, som efterhånden er en erfaren komponist indenfor superhelteverdenen, skal lave musikken til “Doctor Strange in the Multiverse of Madness”.

Den næste “Doctor Strange”-film markerer genforeningen mellem Elfman og filmens instruktør Sam Raimi, som før har arbejdet sammen på Sony’s “Spider-Man” og “Spider-Man 2”. Elfman har bl.a. også komponeret musikken til superheltefilmene “Avengers: Age of Ultron” (2015), “Batman” (1989) og Joss Whedons “Justice League” (2017).

Raimis og Elfmans arbejde på de to første “Spider-Man”-film resulterede i to fantastiske superheltefilm, så forhåbentlig kan de skabe noget af den samme magi med Marvels største magiker.

De har i hvert fald fået brikkerne til at skabe noget helt specielt. Vi ved allerede, at “Doctor Strange in the Multiverse of Madness” har forbindelser til både MCU’s “Spider-Man 3” samt de to Disney+-serier “WandaVision” og “Loki”.

Læs også: “2 MCU-serier er forbundet til ‘Doctor Strange in the Multiverse of Madness’

Der er desuden også rygter om, at MCU’s “Spider-Man 3” kommer til at inddrage flere karakterer fra Sam Raimis to “Spider-Man”-film. Allerede her vil vi altså få en forsmag på et multivers. Om der også er en forbindelse mellem Raimis “Spider-Man”- og “Doctor Strange”-film, vides endnu ikke, selvom Elfman i så fald vil være den perfekte komponist.

“Doctor Strange in the Multiverse of Madness” har premiere d. 24. marts 2022.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: