Skuespillerinden Scarlett Johansson uddelte søndag ved Sci-Tech Awards i Pasadena de mere tekniske Oscar-statuetter, der går til folk som har bidraget til udviklingen af bl.a. lyd og billede.
Blandt vinderne var opfinderne bag Louma Camera Crane og Technocrane systemerne, der gjorde instruktørerne i stand til at placere kameraet i vanskelige positioner og filme komplekse action-sekvenser. Teknologien blev første gang brugt af Steven Spielberg i 1981 i “Raiders of the Lost Ark”.
Arthur Widmer modtog en Oscar for hans livslange indsats i filmteknologiens verden. Widmer opfandt bl.a. i 1950’erne den såkaldte “bluescreen”-teknik, der kan sætte skuespillere ind i forskellige baggrunde. En af de første film der benyttede sig af denne revolutionerende teknik var “The Old Man and the Sea” fra 1958.