Hvis du ikke allerede har planer om at lægge vejen forbi den københavnske filmfestival CPH PIX, så har du nu fået en fantastisk anledning. William Friedkin, der har vundet en Oscar for “The French Connection” og også blev nomineret for “Eksorcisten”, besøger nemlig Danmark fra den 2.-6. april for at deltage i filmfestivalen.

Se også: Hiphop-film åbner CPH PIX

Det betyder fem dage spækket med Friedkin-relaterede begivenheder. Først og fremmest vil “Eksorcisten”-instruktøren modtage en Honorary Robert for sin glorværdige karriere. Den vil blive overrakt den 4. april til en særvisning af den nyrestaurerede udgave af “Frygtens pris”.

Netop “Frygtens pris” vil der være yderligere fokus på, eftersom krautrockerne Tangerine Dream vil opføre deres filmmusik til thrilleren den 3. april i Tivolis Koncertsal. Også Michael Rother (NEU!, Harmonia) og Dieter Moebius (Cluster) vil være at finde til koncerten, som vil blive præsenteret af Friedkin selv.

Har du lyst til at blive klogere på den Chicago-baserede instruktørs metoder og karriere, så vil det også være muligt. Den 5. april vil han nemlig være til stede i Dagmar til en Masterclass i dialog med Nicolas Winding Refn.

I forbindelse med besøget har Cinemateket også sammensat en retrospektiv serie af Friedkins bedste film. Ved de visninger, der ligger mellem d. 3 og 5. april, vil instruktøren ovenikøbet selv præsentere de viste film.

Så uanset om du har set “Eksorcisten” 35 gange eller stadig har din første Friedkin-film til gode, vil der være rig mulighed for at dykke ned i amerikanerens univers på CPH PIX, der løber af stablen fra den 3. til 16. april.

FACEBOOK: Bliv ven med Filmz.



Vis kommentarer (1)
Gravatar

#1 Mikkel Abel 10 år siden

Åh ja, hvis bare man kunne..
I saved Latin. What did you ever do?

Skriv ny kommentar: