Den amerikanske “The Exorcist”-instruktør William Friedkin er død i en alder af 87 år.
Den Oscar-vindende filmskaber døde mandag efter en hjertefejl og lungebetændelse, har hans kone, “Fatal Attraction”-producer Sherry Lansing bekræftet. Det rapporterer flere amerikanske medier, heriblandt Deadline.
Friedkin var en del af 60’ernes og 70’ernes “New Hollywood”-bølge, der så flere fantastiske instruktører træde frem i spotlightet, heriblandt Francis Ford Coppola, Brian de Palma og Stanley Kubrick.
Efter i 1965 at have instrueret en episode af Alfred Hitchcocks “The Alfred Hitchcock Hour” fik Friedkin spillefilmsdebut med 1967-filmen “Good Times”.
Hans karriere tog dog for alvor fart i 1971 med hans femte spillefilm “The French Connection”, den Gene Hackman-anførte thriller, der har skrevet sig ind i filmhistorien med en af tidens bedste eksempler på den klassiske filmkunst, der er biljagten. Filmen sikrede instruktøren sin første og eneste Oscar.
Der skulle dog ikke gå længe før endnu en klassiker med Friedkins navn på plakaten kom frem. Hans legendariske gyser “The Exorcist” havde nemlig premiere i 1973 og har lige siden sat et præg på horrorgenren, som kun meget få andre film kan prale af. En ny fortsættelse til Max von Sydow-filmen er på vej i år med David Gordon Green – instruktøren bag den nye “Halloween”-trilogi – bag roret.
Siden har Friedkin stået bag film som “Cruising”, “To Live and Die in L.A.” og “Killer Joe”. Hans sidste film, “The Caine Mutiny Court-Martial”, får premiere ved Filmfestivalen i Venedig i år.