Marvel annoncerede i forbindelse med Disney Plus Day de tre nye animationsserier “X-Men ’97”, “Spider-Man: Freshman Year” og “Marvel Zombies”.

Selvom vi har ventet længe på nyt omkring Marvels mutanter og deres uundgåelige MCU-debut, var det nok de færreste der havde regnet med, at vi ville få et gensyn med den klassiske “X-Men”-serie, der strakte sig fra 1992-1995. “X-Men ’97” er en fortsættelse af den ikoniske animationsserie, der byder på helt nye episoder med de velkendte karakterer. De nye afsnit skrives af “The Witcher: Nightmare of the Wolf”-forfatter Beau DeMayo.

“Spider-Man: Freshman Year” er en prequel-serie om Tom Hollands MCU-superhelt, og vil fortælle historien om, hvordan Peter Parker bliver til Spider-Man. Serien får en animationsstil, der “hylder karakterens tidlige tegneserie-rødder”. “Craig in the Creek”-forfatter Jeff Trammell er forfatter på serien.

Læs også: “‘Spider-Man: No Way Home’-poster teaser fire velkendte Sony-superskurke”

“Marvel Zombies” har vi på sin vis allerede stiftet bekendtskab med. Marvels multiversserie “What If…?” undersøgte i én episode, hvad der ville ske, hvis størstedelen af The Avengers og mange andre superhelte var smittet med en zombie-virus. Instruktøren af afsnittet, Bryan Andrews, står også for at instruere “Zombies”, der skrives af “Robot Chicken”-forfatter Zeb Wells. Om den kommende serie vil fortsætte historien fra afsnittet, eller om det bliver en helt ny zombie-fortælling, ved vi ikke.

Ingen af serierne har fået en premieredato endnu.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: