2.271.000 seere fulgte med, da færøske Linda Andrews vandt finalen i det populære talentshow “X Factor” i fredags, og samlet set har showet sat dansk rekord med et seertal på over 4 mio. Danskerne kan altså tilsyneladende ikke få nok af “X Factor”, og derfor er Nimbus Film nu gået i gang med at udvikle en filmmusical baseret på showet. Det skriver filmselskabet i en pressemeddelelse.
Den danske instruktør Thomas Villum Jensen (“Min søsters børn”, “Solkongen”) skal stå bag kameraet på projektet, der beskrives som en dansk udgave af “High School Musical”, som vil blande sang og dans. I filmens hovedroller vil man udelukkende kunne finde nye, ukendte ansigter, men Nimbus Film forventer alligevel, at projektet vil have potentiale til i hvert fald én fortsættelse.
Filmen følger en fattig færøsk pige, der kæmper sig vej til et stort dansk musical-show i København og vinder plads i danskernes hjerter.
“X-Factor”-dommeren Remee vil producere og fungere som konsulent på filmen. Der er endnu ingen forlydender om, hvorvidt de to andre “X-Factor”-dommere, Lina Refn og Thomas Blachman, vil være involveret i projektet. Blachman skulle dog tidligere have afvist at medvirke i en evt. filmversion baseret på showet, da han mente, at det ville gå ud over hans kunstneriske integritet.
Optagelserne til “X Factor – The Movie” går allerede i gang i slutningen af måneden med en forventet premieredato i efterårsferien.
#41 Lady Arwen 15 år siden
#42 KVASAR 15 år siden