Der går sandsynligvis lidt længere, før vi genforenes med Paul Atreides på Arrakis.

Warner Bros. har valgt at udskyde premieredatoen på Denis Villeneuves’ “Dune: Part 2” – i hvert fald på det amerikanske marked. Flere amerikanske medier, heriblandt The Hollywood Reporter, har rapporteret, at filmen er blevet udskudt fra den 20. oktober (den 19. oktober i Danmark) til den 17. november i stedet.

Det er altså ikke nogen stor forsinkelse, men det betyder, at vi sandsynligvis også må forvente at se den senere herhjemme, eftersom de færreste film på den størrelse får lov til at udkomme en måned tidligere uden for USA. En undtagelse til den regel er tilfældigvis “Dune: Part 1”, der netop udkom internationalt en måned inden sin amerikanske premiere. Det blev dog gjort for at undgå konkurrence med James Bond-filmen “No Time to Die” på det amerikanske marked, og i dette tilfælde er der ikke ligefrem nogen konkurrent af 007-kaliber.

Du kan læse vores anmeldelse af “Dune: Part 1” lige her.

“Dune: Part 2” rykkes godt nok hen til premieredatoen for en anden stor franchisefilm, “The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes”. Førstnævnte har dog fordelen af at blive vist på IMAX-skærmene.

Denis Villeneuve er endnu engang instruktør og har skrevet filmen i samarbejde med Jon Spaiths. Rollelisten inkluderer stjerner som Timothée Chalamet, Zendaya, Rebecca Ferguson, Javier Bardem, Florence Pugh, Austin Butler, Stellan Skarsgård, Josh Brolin, Léa Seydoux og Christopher Walken.

Indtil videre er det værd at holde øje med den danske premieredato på “Dune: Part 2”. Det vil vi i hvert fald gøre, og vi holder jer naturligvis opdateret.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: