‘It Begins’.

Det er taglinen til “Dune”, Warner Bros.’ seneste film fra instruktør og medforfatter Denis Villeneuve, og den kunne ikke være mere passende. Der bliver da også tilføjet “Part I” til titlen i filmens åbning, og efter filmens sidste replik er blevet sagt, og rulleteksterne begynder at køre henover skærmen, er man ikke i tvivl om hvorfor. “Dune” er nemlig kun en halv film – eller, en halv fortælling er måske et bedre ord.

For selvom “Dune: Part I” følger en klassisk filmstruktur — 3 akter, klimaks, afslutning og alt det der — så er fortællingen om Paul Atreides, søn af Hertug Leto Atreides, langt fra slut. Den er netop kun begyndt.

Vi introduceres i “Dune” til den unge Paul, der har livagtige drømme om den mystiske Chani, hendes folk The Fremen og hendes hjemplanet Arrakis, der hærges af det nådesløse hus, Harkonnen. Da Kejseren befaler Hertug Atreides til at drage til Arrakis for at overtage Harkonnens høst af den mest værdifulde ressource i universet, Krydderi, må Paul, hans familie og hans folk forlade deres hjemplanet Caladan. Hertugen har dog en mistanke om, at familien bliver sendt til Arrakis som led i en ondsindet plan, og kampen om Atreides-husets overlevelse bliver hurtigt en realitet.

Præmissen lægger grundlaget for en utroligt fascinerende film, der i bedste “Game of Thrones”-stil balancerer en historie mellem huse, royale, krigere og intriger, der på intet tidspunkt føles overforklaret. Når vi introduceres til de forskellige huse og deres karakterer, gøres det ikke med overbrug af dialog, og hvis nogen siger noget, er det kun det højst nødvendige, der bliver ytret. Det gør, at man hurtigt forstår vigtigheden af elementer som Krydderi, magten som ligger hos Kejseren og den fare, der ligger forud for Atreides-huset. Samtidig er dialogen så skarpt skrevet, at alle karakterer føles relevante for historien.

Timothée Chalamets Paul Atreides er lige så sympatisk og spændende som sin ærværdige far Hertug Leto Atreides (Oscar Isaac), og hans mor Lady Jessica (Rebecca Ferguson) skaber en betagende mystik omkring Paul. Jason Momoas karismatiske Duncan Idaho stjæler scener på stribe, mens Stilgar (Javier Bardem), Chani (Zendaya) og resten af The Fremen er med til at bane vejen for Pauls fortælling. Selvfølgelig er der også Stellan Skarsgårds utroligt ulækre og ubehagelige Baron Harkonnen, der står som filmens helt store, frygtindgydende skurk. Der er ikke én karakter, der føles kedelig eller uinteressant, hvilket også kun gør det endnu mere hjerteskærende, når dødsfaldene på uundgåelig vis melder sin ankomst.

Det er dog ikke kun selve fortællingen, der sørger for, at man sidder klistret foran lærredet fra start til slut. “Dune: Part I” gør det nemlig hurtigt klart, at manden bag kameraet, er en sand mester indenfor instruktørkunsten. Ja, han har allerede film som “Arrival”, “Prisoners”, “Sicario” og “Blade Runner 2049”, så det kommer måske ikke som nogen overraskelse. Men scenografien i “Dune” er af en anden verden og selv med den begrænsede palet, han har til rådighed (blå, grå og sandfarvede nuancer er især fremtrædende), formår Villeneuve at skabe betagende skud, der lader seeren sidde måbende med en konstant stemning af respekt og ærefrygt for det univers, som bliver skabt for øjnene af os.

Selvom både trailerne og selve ideen om en krig i rummet godt kan give en “Star Wars”-lignende fornemmelse, kan man godt pakke de forventninger sammen. Ja, der er både krigs- og kampscener, men når de endelig er der, fylder de ikke mere end højst nødvendigt og bringer i stedet en intensitet og effektivitet med sig, der får hjertet til at pumpe på højtryk. I bund og grund er “Dune” dog i høj grad en Villeneuve-film, så karaktererne er det, der driver historien og er dens fokus. Filmen føles dog (på trods af sit fremtrædende brug af slow motion) aldrig langsom. Faktisk gik de 155 minutter lynhurtigt, og da filmen sluttede og instruktørens navn ramte skærmen, kunne jeg ikke lade være med at tænke ‘man kan da ikke stoppe nu.’ Det føltes nemlig som om, vi manglede meget mere af historien om Paul Atreides, og det er sådan set sandt.

Som jeg skrev i begyndelsen af anmeldelsen, føltes “Dune: Part I” nemlig kun som begyndelsen på Pauls fortælling, og det er netop fordi, at den er det. Villeneuve har skabt en film, der allerede føles som en del af noget mere, på trods af at den står alene. Det føles som når Frodo og Sam tager båden alene på vej mod Mordor og Mount Doom — man ved, at fortællingen er langt fra slut, så der er ingen grund til at stoppe her. Og det er så forfriskende, når Villeneuve tør gå all-in på en fortsættelse, som ikke engang er sikker på at få grønt lys — og jeg elsker det.

Villeneuve har alt i alt skabt endnu en mesterlig film. “Dune: Part I” er en enestående oplevelse, som kun gøres bedre af at se den på det størst mulige lærred, og jeg krydser fingre, tæer, ben og alt andet, jeg kan, for at “Part II” får lov til at se dagens lys.