Disney-serien “Roseanne” blev forleden droppet efter et racistisk tweet fra hovedrolle-indehaveren – nu overvejes et spinoff uden Roseanne Barr.
Roseanne Barr kom i sidste uge for skade at kalde Barack Obamas tidligere rådgiver for et barn af det muslimske broderskab og “Abernes planet”.
Det tvang Disney til kort efter at lukke ABC-serien “Roseanne” med netop Roseanne Barr i hovedrollen.
Alt håb er dog ikke ude for “Roseanne” – kun Roseanne Barr.
For Disney overvejer et spinoff af den succesfulde serie uden Roseanne, men med fokus på datteren, Darlene, skriver Deadline.
Den idé er dog ikke uden problemer. Roseanne Barr er nemlig medskaber af serien, hvorfor hun sandsynligvis skal godkende planerne.
Senere på året fortsætter “House of Cards” efter en tilsvarende sag uden hovedkarakteren spillet af Kevin Spacey, der blev fyret af Netflix efter #MeToo-anklager.