De fleste danske medier har tilknyttet uafhængige filmanmeldere. Disse har ingen økonomisk interesse i, om der bliver solgt mange biografbilletter eller ej. Det gælder dog ikke Radio24syv. Hos den licens-finansierede radiokanal er det nemlig en ansat hos billetportalen Kino.dk, der tjener deres penge på at sælge biografbilletter, som anmelder ugens film. Men det er useriøst og utroværdigt, mener ekspert.
Se også: Anmelderne er enige: “Star Wars: The Force Awakens” er for fans
Ifølge Claus Christensen, der er chefredaktør hos Filmmagasinet Ekko, så er det afgørende, at anmeldere ikke har økonomiske interesser i film, som de anmelder.
Alligevel var det onsdag morgen i programmet 24syv Morgen ikke en uafhængig anmelder, der skulle anmelde “Star Wars: The Force Awakens” for Radio24syvs lyttere, men derimod Søren Søndergaard, der er fastansat hos billetportalen Kino.dk. Søndergaard gav filmen 5 ud af 6 stjerner.
Den sammenblanding er dog helt gal:
”Søren Søndergaard er indiskutabelt inhabil. Det handler ikke om kvaliteten af Kino.dk eller Søndergaards dygtighed, men om at man principielt ikke kan anmelde noget, man selv har en så direkte interesse i. Og det har Søndergaard helt indlysende, når han er ansat i et firma, der lever af at sælge biografbilletter,” siger Claus Christensen til Filmz. Men ifølge nyhedschefen ved Radio24syv, Simon Andersen, er der intet at komme efter:
”Jeg synes, Sørens anmeldelser har høj troværdighed,” siger Andersen til Filmz og understreger, at ansatte hos Kino.dk, der ejes af Egmont, som også ejer Nordisk Film og Nordisk Film Biografer, også i fremtiden hos Radio24syv vil anmelde de selv samme film, som de er ansat til at sælge biografbilletter til.
Den beslutning kan dog få fatale konsekvenser for de danske anmeldere, der kan få ødelagt troværdigheden:
”Radio24syv er med til at underminere anmelderstandens troværdighed. Jeg kender da heldigvis heller ikke andre eksempler af denne karakter,” siger chefredaktøren fra Filmmagasinet Ekko. Det får dog ikke Radio24syv til at så tvivl om deres brug af den ansatte hos Kino.dk:
”Vi har på intet tidspunkt haft grund til at tro, at han taler film op for at sælge billetter. Det ville være problematisk, hvis vi lod instruktøren af ‘Star Wars’ anmelde ‘Star Wars’ – Kino.dk har ikke lavet filmen,” siger Simon Andersen til Filmz, men han ønsker dog ikke at forholde sig til det faktum, at Kino.dk tjener flere penge ved at øge salget af biografbilletter, hvilket en positiv anmeldelse i landsdækkende radio kan medvirke til.
Derfor er det heller ikke anmelderstanden, men Radio24syv, som Claus Christensen mener, er den største taber i denne sag:
”Værst er det for Radio24syv. Det undrer mig, at en så garvet journalist som Simon Andersen og en statsfinansieret radiostation vælger at se stort på et så elementært journalistisk princip. Det er ikke seriøst, men det falder jo desværre i tråd med det etiske skred, som har fundet sted i journalistikken.”
Kino.dk er ikke medlem af foreningen af Danske Filmkritikere, der i vedtægterne har som optagelseskrav, at mediet, som anmelderen arbejder for, skal være uafhængigt.
#11 Driver 9 år siden
Tja, hvis anmelderen på 24syv præsenteres som tilhørende Kino.dk når han anmelder, så kan jeg ikke se, at hverken han eller 24syv gør noget forkert. De lægger jo kortene på bordet og så må det være op til den enkelte selv at vurdere troværdigheden i hans anmeldelser. Men 24syv må da selv om, om de ønsker at miste troværdighed eller ej.
Har du et horn i siden på Søren Søndergaard eller fisker du bare efter hans job, siden du har "løftet historien frem"? ;)
#12 Morten Vejlgaard Just 9 år siden
Tror ikke, det er alle, der kan gennemskue, hvad Kino.dk er for en størrelse, når det blot præsenteres som "filmsitet Kino". I det tilfælde kan det være svært for forbrugeren at udlede, at deres filmmægler får løn af sælger.
Kender ikke Søren Søndergaard og har for tiden ingen ambition om at blive billetsælger.
#13 Stetso-G 9 år siden
Fair nok. Gode pointer. Jeg forstår dit standpunkt. Jeg er nok bare ikke enig i, hvor stort problem det er, at Søndergaard er ansat hos kino.dk. Specielt hvis det bliver annonceret ved præsentationen af ham. Jeg mener ikke, det er et princip, der har så store konsekvenser ved at blive brudt, som fx dit eksempel med en statsminister.
Men klart, kigger vi efter glidebaner, er det da en lavt hængende frugt at gå efter en ansat ved kino.dk, der skal anmelde film.
Jeg er ikke enig i, at det er der logikken vil føre hen. Om ikke andet er det i hvert fald ikke det, jeg mente. En film som Star Wars VII vil tiltrække et stort publikum uanset anmeldelser. Naturligvis, havde filmen fået én eller to stjerner, kunne det nok holde nogen væk. Men jeg synes, det er en rimelig antagelse, at det er responsen fra de, der har været inde at se filmen, der har størst betydning. Havde den første bølge af Star Wars-fans været inde og se filmen, og derefter vendt tommelfingeren nedad i diverse sociale medier, så havde det afskrækket en noget større del end, hvis Per Juul Carlsen havde givet det en dårlig karakter.
TL;DR
Jeg tror ikke, filmanmeldere har så meget magt over, hvordan film klarer sig, at Ekko behøver at gøre en så stor sag ud af det. Også selvom det er en principsag.
#14 Business Monkey 9 år siden
Har lige læst min tidligere besked og kan faktisk godt se, at jeg lyder lidt firkantet, så jeg er glad for at du svarer så afslappet tilbage. Så jeg må lige undskylder for at jeg har det med at lyde lidt arrogant, når det kommer til principielle sager. :)
Jeg tror heller ikke den konkrete sag er så alvorlig, når det faktisk meldes ud af at han anmelder på vegne af Kino.dk, der dog ikke selv meldes som ikke værende en anmelderside, men en biografbilletsalgsportal... Vi er i nuancelandets gråzone, og kontroversen ville nok være meget mindre, hvis de bare meldte hans baggrund langt mere klart til at begynde med.
Det er dog netop principielt og meget vigtigt at fjerne så megen tvivl som muligt omkring hans baggrund/potentielle interesser, og derfor er det bare ikke ok at acceptere at det fortsætter som det gør. (Tror netop man kan rette op på hele miseren ved at gøre opmærksomt på hans baggrund.)
Hvad angår, hvor vigtig en filmanmelder er i dag, så er der ingen tvivl om at den klassiske (top-down) anmelderposition er truet, men data viser at folk går rigtigt meget til anmeldere for at spejle deres forventninger, men også deres egne oplevelser i anmelderens - på samme måde som vi her snakker om film vi ikke har set fordi vi har forventinger til dem, men også elsker at snakke med andre om film vi har været inde og se.
Tilsyneladende går en del mennesker ind og læser anmeldelser EFTER de har set den pågældende film for at sammenligne deres oplevelse med hvad anmeldere synes, men der er stadigt en stor del mennesker som læser anmeldelser for at blive inspireret eller blive be- eller afkræftet i deres forventinger til filmen, og derfor er der en vis sammenhæng mellem en films succes og de anmeldelser den modtager - dog ikke på samme måde i mere ekstreme tilfælde ved enten meget smalle film eller helt vildt populære film.
I sidste ende er anmelderens rolle dog vigtig for publikums syn på film, uagtet om den i sidste ende påvirker deres indkøbsvaner eller ej.
Nå, må hellere stoppe her inden jeg begynder at afspore endnu en tråd. :D
#15 Stetso-G 9 år siden
Spøg til side, jeg tror måske også min reaktion hænger sammen med, hvad jeg ser som en overreaktion forbundet med Michael Qureshi og Annegrete Felter Rasmussen. Altså at fordi Qureshi har misbrugt sin position som journalist, så har man travlt med fra den fjerde statsmagts side at distancere sig mest muligt fra hvad som helst, der kunne lugte af urent trav. Det vil sige gøre opmærksom på, at man såmænd har meget stærke principper, som du beskriver, og man bare er blevet "fuppet" af de snu slyngler. Men det er en fortolkning fra min side.
Jeg tror også hellere, vi må stoppe her. Vi er jo enige langt hen ad vejen, bare med nok nuancer til, at vi kan skrive en mindre roman om vores indbyrdes synspunkter. :-P
#16 pow9199 9 år siden
Og det er da kun et problem, i fald af, at han gør det til et problem. Selvom jeg kan forstå tanken om at forvente magtmisbrug, og at alle kun følger økonomiske interesser, så udelukker din idé at andre interesser kan være mere dominerende.
Iø er ikke alle hans anmeldelser positive, hvad vel skyder tesen om, at han forsøger at sælge yderligere billetter ned. Faktisk, fra hvad jeg har læst fra ham, lader hans rolle mere til at tilføje lidt elitært glimmer over kino, snarere end blot at spytte gode anmeldelser ud på stribe.
Til info gav han en af Hunger Games filmene 3/6 og Spionernes Bro 4/6.