Modsætninger mødes i elementernes verden, som vi får den første forsmag på i den nye teaser trailer til Disney og Pixars næste samarbejde “Elemental”.
Peter Sohn, instruktøren bag Disney/Pixars “The Good Dinosaur”, sidder med den kommende “Elemental” for anden gang i karrieren i instruktørstolen.
Den nye animationsfilm foregår i Elemental City, en by, hvor antropomorfe vand-, ild-, luft-, og jordbeboere lever i harmoni. Her følger vi den snarrådige og iltre ildperson Ember, hvis opfattelse af elementverdenen udfordres af hendes venskab med den sjove og strømfølgende ‘vandmand’ Wade.
“The Half of It”-skuespiller Leah Lewis er stemmen bag Ember, mens Mamoudou Athie lægger stemme til Wade. Hvem vi ellers kommer til at høre, ved vi ikke endnu, selvom det bestemt ikke er utænkeligt, at filmens instruktør, der selv har spillet med i flere Pixar-film såsom “Ratatouille” og “Lightyear”, også er på rollelisten i den nye film.
Læs også: “Disney udvikler en ‘The Princess Diaries 3′”
Generelt er der dog stadigvæk en del, vi endnu ikke ved om Sohns kommende projekt. Atypisk for de fleste film, der befinder sig der i processen, hvor man har fået sin første trailer, ved vi nemlig stadigvæk ikke, hvem der står bag manuskriptet på “Elemental”.
“Elemental” får amerikansk premiere den 16. juni 2023, men vi afventer stadigvæk den danske premieredato.