Pamela Anderson og Tommy Lees sexvideoskandale blev i 90’erne en global internetsensation, og nu — over 20 år senere — gør vi klar til at opleve historien én gang til.
“Pam & Tommy” filmatiserer den ‘virkelige f*cking skandale’, der havde “Baywatch”-sexsymbolet Pamela Anderson og Mötley Crüe-trommeslager Tommy Lee i spotlightet. Filmen følger hændelserne i kølvandet på offentliggørelsen af parrets sexvideo, som blev filmet på deres bryllupsrejse.
“Baby Driver”-skuespillerinden Lily James er uigenkendelig som Anderson, mens Winter Soldier-stjernen Sebastian Stan også har gennemgået noget af en transformation for at ligne Lee.
Seth Rogen (“Superbad”) spiller den tidligere pornoskuespiller, Rand Gauthier, der stod bag tyveriet af den berygtede video, mens hans kone, pornoskuespillerinden Erica Gauthier, spilles af Taylor Schilling (“Orange Is the New Black”). Nick Offerman (“Parks and Recreation”) spiller Uncle Miltie, manden der sammen med Gauthier offentliggjorde sexvideoen.
Udover rollen som Gauthier agerer Rogen også executive producer sammen med sin mangeårige samarbejdspartner Evan Goldberg og Dave Franco.
Miniserien, der spænder over 8 episoder, er skrevet af “The Wrestler”-forfatter Robert Siegel og er instrueret af “I, Tonya”- og “Cruella”-instruktør Craig Gillespie.
Læs også: “‘Cruella 2’ er allerede under udvikling hos Disney”
“Pam & Tommy” får premiere den 2. februar på den amerikanske streamingtjeneste Hulu. Serien forventes dog også at få premiere på Disney+-tjenesten Star næste år.