Den amerikanske skuespiller Eric Dane er død i en alder af 53 år efter en kamp mod nervesygdommen ALS. Det oplyser en repræsentant for skuespilleren ifølge amerikanske medier.

Dane, der for alvor blev kendt som den karismatiske plastikkirurg Mark Sloan i Grey’s Hvide Verden, offentliggjorde i april sidste år, at han var blevet diagnosticeret med amyotrofisk lateral sklerose (ALS). Sygdommen angriber nervecellerne i hjernen og rygmarven og fører gradvist til tab af muskelkontrol. Der findes i dag ingen helbredende behandling.

I en udtalelse fra familien lyder det, at Eric Dane gik bort torsdag eftermiddag omgivet af sine nærmeste.

– Det er med tunge hjerter, at vi deler, at Eric Dane døde efter en tapper kamp mod ALS. Han var omgivet af kære venner, sin hengivne hustru og sine to døtre, Billie og Georgia, som var hans et og alt, lyder det.

Eric Dane medvirkede i Grey’s Hvide Verden fra 2006 til 2012. Hans karakter blev skrevet ud af serien efter det dramatiske flystyrt i slutningen af sæson otte. Rollen gjorde ham til en af seriens mest populære figurer og cementerede hans status som tv-stjerne.

Senere fik han en markant rolle i HBO-serien Euphoria, hvor han spillede Cal Jacobs – far til Nate Jacobs. Den kommende tredje sæson er allerede optaget, og ifølge britiske medier medvirker Dane i de nye afsnit, selv om han under optagelserne var stærkt påvirket af sygdommen.

Han havde desuden roller i film som Burlesque, Marley & Me og Bad Boys: Ride or Die.

Eric Dane efterlader sin hustru Rebecca Gayheart, som han blev gift med i 2004, samt deres to døtre.

I et interview tidligere på året fortalte skuespilleren, at hans første symptom var svækkelse i højre hånd, og at han på det tidspunkt kun kunne bruge den ene arm. I tiden efter diagnosen engagerede han sig i at skabe opmærksomhed om ALS og støtte forskningen i sygdommen.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: