For et par år siden blev de trofaste og ligefremme fans af superheltefilmen “The Dark Knight” skuffede og sure over, at filmen ikke endte med at modtage nomineringer for bedste film og bedste instruktør ved Oscar-ceremonien året efter.
Se også: Første actionfyldte trailer til “The Dark Knight Rises”.
Nu har en af skuespillerne fra filmen, Eric Roberts, der spillede gangsteren Maroni, udtalt sig om, hvorfor præcis han mener, at filmen alligevel ikke fortjente at vinde:
”Hvad får du ud af en film om Batman? Underholdning, det er helt sikkert. Men hvad kan du tage med hjem i dit hjerte og sind?”
Roberts uddyber dog og forklarer, at han det til trods var godt underholdt af filmen, og at han kun har pæne ting at sige om instruktør Christopher Nolan.
Er du enig i Roberts’ udtalelser om “The Dark Knight”? Kan store Hollywood-blockbustere ikke både underholde og have noget på hjerte samtidig? Klik i ‘Kommentarer’ herunder for at diskutere i forummet.
#141 Richard Burton 12 år siden
#142 MMB 12 år siden
#143 Babo84 12 år siden
#144 Richard Burton 12 år siden
Det er formentlig nok rigtigt ;)
#143 Så høres vi ved imorgen. Der skal jeg alligevel anmelde igen :)
#145 Babo84 12 år siden
Og så kan jeg springe videre til filmens spilletid, som ganske rigtigt er længere i Departed, men den kommer også vidt omkring en lang række karakterer, som jeg har redegjort for. Derudover bruger de mere tid på miljøet, hvilket du er uenig i, men det er en kompromisløs skildring af kriminalitet, råddenskab, korruption mm.
Du nævner noget om hurtig klipning? Derudover er det intet der dræner spændingsniveauet. Hvis man ikke holdt vejret i den sekvens Leo og Sheen blev taget med bukserne nede i bygningen, samt hele samspillet mellem Damon/Caprio via telefoner, så ved jeg squ ikke hvad spænding så er. Det hele virker netop mere medrivende, når Scorsese har underbygget sit store persongalleri som han har. At du blev decideret immun overfor Nicholson's karakter, er da bekymrende, for jeg fandt ham helt afstumpet og særdeles farlig og udspekuleret modstander, som han ganske vist har spillet før, men det gør det ikke værre. I så fald burde man ikke give så meget kredit til DD Lewis, da han gentager lidt af det samme i TWBB fra Gangs Of New York, og inden du stiller dig helt ufatteligt uenig, så kan du prøve gense filmene (som i øvrigt også er på grænsen til karikeret skuespil).
Mht slutningen på Departed, som jeg har været inde på kan og burde tolkes som forræderiets konsekvenser, som egentlig opsummerer ret godt hele filmens forløb og dette beskidte dobbeltspil, hvor alle narrer alle. Slutbilledet med rotten ser jeg intet i vejen med, men blot et billede der ligesom opsummerer handlingsforløbet og god måde at slutte på, uden at cutte i den blå himmel eller lign. Jeg tvivler da på Scorsese's intentioner har været at tale ned til os.
#146 Richard Burton 12 år siden
Fordi disse dramatiske virkemidler i min optik, netop er utroværdigt eksekveret og modvirker hele hensigten med det, som var indbegrebet af Infernal Affairs. En krimi, hvor det var det intelligente plot, som var i centrum og hvor katten efter musen konceptet, var spændende.
Scorseses tilgang til Infernal Affairs historien, med mere fokus på personers karakteristika, genhør med Goodfellas og Casino dialog, introduktion af endnu flere lag af unødvendige plotelementer og et minimum af tid til at dvæle ved historiens omstændigheder, må nødvendigvis resultere i en markant anden seeroplevelse.
Jeg skal ikke underkende, at der er et stort publikum, som er fuldkommen vilde med Scorseses stil og derfor betragter ovenstående alene som en kvalitetsfilmoplevelse og derfor anser The Departed som værende "den bedre film". Det gør jeg ikke. Jeg opfatter den som en ligegyldighed, hvor jeg slutteligt må spørge mig selv, hvad jeg egentlig fik ud af de 2½ times ørkenvandring, når der ikke er nogen spænding til stede og det var det, som jeg forventede.
Hvis jeg vil se Snatch, så ser jer Snatch, men så forventer jeg også, at der følges op med en humoristisk tilgang til løjerne. Man tager sig selv seriøst, mens utroværdighederne hober sig op, hvilket medfører, at jeg faktisk opfatter en stor del af filmen, som tangerende det mildt sagt hovedrystende.
Hvis vi dermed kan konstatere, at Scorsese IKKE har ønsket at lave en spændende krimi (hvilket han ikke har, fordi han konsekvent nægter at gøre brug af selv de simpleste suspense teknikker), men blot en ny Goodfellas og Casino film, så må man jo så spørge sig selv, om der så er de kvaliteter tilstede indenfor personkarakteristik og narrativ, som kan drive en film succesfuldt fremad og give en udbytterig konklusion.
For mit eget vedkommende har den ikke de kvaliteter. For det første har filmen for mig et decideret tempo problem, hvor jeg decideret føler, at der er lange sekvenser som er på steroider, med hurtige klip, masser af dialog og musik, som gør det modsatte af at skabe spænding. Det bliver til empatiforladte indslag, hvor man slet ikke føler for de mennesker, som deltager i sekvensen, uanset om liv er på spil, DiCaprios identitet er i fare, eller Matt Damons identitet er i fare. Wam, bam, thank you mam, ud og ind.
Så jo. Når jeg sidder og ser den film, så føler jeg netop ikke noget for "det menneskelige drama", for jeg opfatter ikke rigtig der er noget på spil. Jeg har nemlig ikke investeret mine egne følelser i karaktererne. Scorsese har enten ikke fortalt mig noget, som gør mig villig til at investere empati i personerne eller også eksekverer Scorsese sekvenserne på en måde, så jeg aldrig når til det punkt, hvor min empati skal i brug. Det er muligt DiCaprio er på sammenbrudets rand, men jeg føler faktisk ikke en skid for hans situation. Det gør jeg heller ikke for Matt Damon.
Men hvis du til gengæld tager én scene fra No Country for Old Men, da den gamle mand på benzin stationen siger en forkert sætning og man mærker Anton Chigurhs stemningsskift, så ser man her, hvorledes man drager publikums opmærksomhed til historien og investerer empati i den ukendte gamle mand. Hvorledes usikkerheden penetrerer omgivelserne og spændingen er neglebidende.
I alle de sekvenser, hvor DiCaprio er i en situation, hvor han skal slå nogle italienere, hvor hans identitet er på spil, eller Nicholson skal udspørge ham med Ray Winstone, der får man serveret et DiCaprio'ish stenansigt, noget baggrundsmusik fra Scorseses yndlingsplayliste af Stones eller soul, eller Nicholson går på jagt i sit repertoire af ansigter og forsøger at levere nogle replikker, som skal virke truende på atmosfæren. Jeg er komplet immun og ligeglad i de sekvenser. Jeg tror ikke på opsætningen og jeg tror ikke på de mange ekstra lag af nye plottiltag fra Scorseses hånd, som skulle "forbedre" originalforlægget. Man forplumrer realismen, når man vil have publikum til at sluge den ene efter den anden af "tilfældigheder". Det var helt unødvendigt at introducere én pyskiaterkvinde, som fælles kneppepude til Damon og DiCaprio. Jeg har set for mange film, hvor folk virkelig kan give udtryk for følelser og at der er noget på spil til at købe de ret usle præmisser Scorsese sætter op i The Departed.
Jeg er da ikke uenig i, at der er gjort mere til på miljøet og der gøres noget ud af flere skildringer. Men det gavner jo ikke den essentielle historie. Det er fyld, som tager fokus fra muldvarpe delen, som netop er det spændende element ... altså i Infernal Affairs. Men hvorfor så remake Infernal Affairs, hvis man blot vil gøre det vigtigste til en impotent affære. Der er flere nøglesegmenter i originalen omhandlende muldvarpene, som er potent gejlet op, men som Scorsese lader sejle. Hvis filmen blot skal være et studie i Scorsese teknikker og greatest hits fra andre film, jamen så fred være med det. Det bliver ikke nødvendigvis til en god film i min bog. Departed kunne med fordel have været 40-50 minutter kortere og stadig have kogt tempoet ned til en vedkommende affære. Det er som et amerikansk juletræ, hvor man ikke må se grenene for pynt, så meget har man overlæsset fortællingen med uvedkommendheder for det essentielle i fortællingen.
Det var netop antiklimakset for undertegnede, da jeg kendte til originalen, hvis morsekode system, var simpelt udtænkt og meget effektivt visualiseret til film, samtidig med at publikum blev holdt i kort snor og først sent, blev medvidende om, hvad der foregik. Hitchcocks eksempel med en bombe under bordet er helt fint her. Lad publikum leve i usikkerhed så længe som muligt, hvis man vil have maksimal udbytte af spænding. Scorsese gør en dyd ud af at eksekvere hurtigt og forsøge at lade det være stressmomentet for Damon og DiCaprio, som skal incitere stemningen og lade os forstå, at disse skal agere hurtigt og i overensstemmelse med klipningen. Ja man bliver stresset af de mange klip, men medrivende og ikke mindst indlevende, det er det ikke.
At du lige nævner DD Lewis er i den forbindelse ganske morsomt, da han er kendt for at forsvinde fra Hollywood i årevis og slå sig ned som skomager eller andet, indtil han en dag popper op igen. Jeg tror du seriøst bør kigge på IMDB og så prøve og kigge på, hvor mange film DD Lewis medvirker i og hvor mange Nicholson medvirker i. Dernæst kan du prøve og gennemse Nicholsons film og studere mandens mimik i alskens film fra Shining, til Heksene til Eastwick, til Batman, til A Few Good Men, til Hoffa, til .... og se hvor meget Nicholson han bringer til torvs i sine roller af gammelkendt repertoire. Jo, jeg nyder da altid en Nicholson one liner, men en Nicholson 100 liner i en film baseret på simpel spænding, det er altså "conflict of interests".
Jeg fandt persongalleriet ligeså medrivende som søndags bingo i udkants Danmarks, fordi jeg ikke kunne købe Scorseses præmisser for fortællingen. Det var som kylling fra Superbest fyldt med vand for at give illusionen af "mere er bedre". Det kedede mig. Nicholson kedede mig.
Jamen du skal da således slutteligt prise dig lykkelig for, at du ser og tyder Scorseses film i et lys, som giver dig en god oplevelse.
Hvad jeg har sagt om slutningen, er hvorledes jeg forstår slutningen. Jeg har altid været til "less is more" og lægger meget mere vægt på helheden af en fortælling, end det jeg kalder plottwists. Plottwists som opstår ud af det tomme intet, som publikum ikke har haft en kinamands chance for at stifte bekendtskab med i en eller anden form i en given film, er og bliver for mig at betragte som en fornærmelse mod publikum.
Jeg har ikke noget imod McGuffins, da man sagtens kan stykke en formidabel eksekveret film sammen omkring irrelevante plotelementer. Men at trække deus ex machinas ind i ligningen betyder, at Martin Scorsese ikke har tiltro til sit publikum. For mig pisser han mig i hovedet med den afslutning og ikke kun én gang, men flere, når han injurierende nærmest kalder mig idiot med filmens afslutningsskud.
#147 MMB 12 år siden
#148 Richard Burton 12 år siden
Jeg ANMELDER The Departed på egne præmisser. Ja, jeg holder uvilkårligt filmen op imod Infernal Affairs, fordi The Departed ER et remake af Infernal Affairs. Men The Departed er bedømt på, hvorledes den fungerer filmisk, nøjagtig som en hvilken som helst anden film, jeg tager under behandling.
Jeg finder ikke The Departed god, ud fra nogen som helst standard. Det er stadig en film, som er overlæsset med alt for mange plotelementer, alt for meget svulstig dialog og ikke mindst eksekveret uvedkommende for mig til at gide investere ressourcer i persongalleriet.
Jeg er altså ikke en mentalt retarderet autodidakt anmelder og jeg forstår så udmærket at bedømme det jeg vil kalde filmiske kvaliteter og disse mener jeg ikke The Departed besidder i en helhedsbedømmelse. Hverken som krimi, drama, melodrama eller komedie, finder jeg filmen vellykket. Jeg finder filmen værende virkelig ringe og så må den for min skyld godt være en dokumentar film om månelandingen. Det hjælper den ikke!
Se på slutningen alene. Det er jo det, som på amerikansk kaldes "a travesty" og "insult". Hvordan fanden kan en mand som Scorsese nedlade sig til at lave sådan noget lort?!?
#149 Richard Burton 12 år siden
Som anmelder er og bliver det da også en lige til højrebenet opgave at drage paralleller mellem et originalt forlæg og "kopien", når der er tale om et remake, for at sammenligne, hvad der virker i de to film og hvad der ikke gør.
Når Infernal Affairs således er blevet kendt pga. sit "muldvarpetema" og hvorledes man har iscenesat forskellige nøglesekvenser og lykkedes med at skabe en spændende film, så må man spørge sig selv, hvorfor man køber forlægget til remake, hvis man ikke har til hensigt netop at bygge på de succesfulde elementer. Alt andet giver da ingen mening?
Men hvis The Departed nu havde endt op med at fungere som en "højt at flyve" film, så ville man jo have siddet overrasket og ladet sig rive med på andre præmisser. Det er jo netop hensigten med film. At ramme publikum på én eller anden måde, med kvalitetsmæssigt indhold. I mørket kan alt ske og der er det, at en given instruktør kan sin metier ... i et eller andet omfang.
Men hvis dette ikke er tilstede, så skal det da pointeres og så kan man da og skal da også netop forklare, at hvis hensigten var at skabe en amerikansk Infernal Affairs film, som skulle ende op med at underholde på samme præmisser, så er forsøget mislykkedes og så er fremdragelsen af og analyseringen af originalforlæggets effektive virkemidler kontra kopiens, ikke kun på sin plads, men nærmest obligatorisk at analysere på.
#150 MMB 12 år siden
For mig virker det bare, som om du har svært ved at abstrahere fra originalforlaget og dens håndtering af begivenhederne (læs de to ovenstående citater). Det virker, som om dine forventninger til handlingen og håndteringen af filmen har været en stopklods for at vurdere The Departed på sine egne præmisser. I hvert fald i nogle tilfælde.
Og jo, selvfølgelig skal man da sammenligne de to film, men af og til føler jeg bare af og til sammenligningen bliver mere detaljeret, end hvad godt er.