Michelle Yeoh (“Crouching Tiger, Hidden Dragon”) leder an i den første trailer til den nye A24-multiversfilm “Everything Everywhere All at Once”.

De flestes øjne er rettet mod en helt anden multiversfilm i øjeblikket, da Marvel-kulminationen “Spider-Man: No Way Home” har premiere i morgen.

Læs også: “Miles Morales er tilbage! Første trailer til ‘Spider-Man: Across the Spider-Verse (Part One)’ udforsker multiverset”

Instruktørerne Daniel Kwan og Daniel Scheinert, der sammen går under navnet Daniels, har dog skabt en film i “Everything Everywhere All at Once”, der meget vel også kunne gøre sig fortjent til noget tid i multiversspotlightet. Den nye trailer teaser i hvert fald en spændende og nytænkende fortolkning af multiversfænomenet, som er værd at holde øje med.

Yeoh spiller den kinesiske immigrant Evelyn, der har evnen til at rejse på tværs af universer og opleve de liv, hun kunne have levet. Her kan hun tilgå alle de alternative Evelyns følelser og minder og lære deres særlige evner. Alt det skal hun bruge til at redde multiverset fra en ondskabsfuld trussel.

Over for Yeoh kan vi se “Halloween”-ikonet Jamie Lee Curtis sammen med Ke Huy Quan, der spillede Short Round i “Indiana Jones and the Temple of Doom” og “The Path”-skuespillerinden Stephanie Hsu.

Udover at instruere filmen har Daniels også stået for manuskriptet.

“Everything Everywhere All at Once” har endnu ingen officiel dansk premieredato.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: