Som en form for omvendt Kinderæg er ’28 Years Later: The Bone Temple’ et sjovt stykke legetøj, man sagtens kan underholde sig selv med en hel aften. Men åbner man det op, finder man i kernen den samme kedelige mælkechokolade, man har smagt tusind gange før.

Efter Danny Boyle gjorde sit arbejde færdigt på optagelserne til 28 Years Later, gav han stafetten videre til den noget mindre hæderkronede instruktør Nia DaCosta, som ikke har haft den store laurbærbelagte sti foran sig. Med skuffelser som The Marvels, Candyman-remaket og en eller anden film, der hedder Hedda, som udkom sidste år, så er det med livet som indsats at Boyle giver stafetten til netop hende. Men med et udgangspunkt i de forrige film og et manuskript af Alex Garland kan det vel næppe gå galt? Eller hvad?

28 Years Later: The Bone Temple fortsætter 45 minutter efter, hvor vi slap karaktererne sidst. Spike er kommet ind i ulveflokken klædt ud som Jimmy Savile og med personligheder som banden i A Clockwork Orange. Der bliver vist tunge, drillet med knive og danset rundt som en Teletubbie. Spike skal bevise sit værd for at blive ladt i fred, men spørgsmålet er bare, om gruppen kan lade andre være i fred? For henne hos Doc. Kelson (Ralph Fiennes) ånder alt fred og ro midt i kaosset. Han holder stort set dagligt teselskab med zombien Samson, mens han danser rundt til Duran Duran og Radiohead. Kelson fortsætter sine små eksperimenter, imens The Jimmys raserer omverdenen, og snart støder de hovederne sammen – og mon ikke det ender galt på en eller anden måde?

For mig mangler denne fortsættelse det, der gjorde forgængeren 28 Years Later til en af 2025’s bedste film: hjertet og den gode historie. Der er næsten ingen form for plot eller tematik til stede. Vores hovedperson Spike har en mængde replikker, der kan være i en Gajol-æske, og ser man bort fra Ralph Fiennes’ enorme likability og hans evne til at stjæle billedet, er hans karakter ikke meget mere end sit rygte: en gakket, gammel galning, man skal holde sig fra.

Som en kollega sagde til mig efter visningen: “Noget må være gået galt – det kan ikke være Alex Garland, der har skrevet den.” Den påstand har hjemsøgt mig lige siden. Onde tunger kunne lægge to og to sammen: en instruktør med en bagage fyldt med dårlige film, der måske har streget for mange ting over i et manuskript skrevet af en mand fyldt med gode film. Resultatet kunne meget vel være denne halvdårlige zombiefilm.

Alt det, der gjorde 28 Years Later god, er ting, man måske godt kunne have undværet, hvis man ville have en film, der smager lidt mere af vanilje. De gamle små klip af riddere, der skyder pile mod et slot, Rudyard Kiplings digt Boots brugt som en form for musik, og ikke mindst den form for bullet time, der fløj rundt om hovederne på zombierne ved headshots. Alt sammen på grænsen til det overflødige – men det ender med at fungere som en isolering, der gør filmen original og virkelig fed.

Grunden til, at jeg ikke synes, The Bone Temple er en dårlig film, er, at den for mig fungerer som en forlænget slutning på 28 Years Later. Isoleret set mangler der meget. Men sad jeg derhjemme og så 28 Years Later og satte The Bone Temple på lige bagefter, ville jeg have en fest. Det er mere af det gode og det sjove – bare ikke en yderligere berigelse af historien.

Jeg kan ikke lade som om, jeg ikke kan lide, at vi har fået mere af Doc. Kelson og Jimmy Crystal. Oven i købet har vi fået scener med Ralph Fiennes, hvor han danser med zombier, laver performancekunst til Iron Maiden og Josh O’Connor, der fortæller Teletubbies-historier, som var det en festivalanekdote. Alt sammen enormt tidsfordrivende og lækkert.

Nia DaCosta har ikke samme fandenivoldskhed og selviscenesættelse som Danny Boyle, og det skinner igennem. Filmen er mere plain og efter bogen, og det gør desværre, at man gennem overfladen kan se, hvor hul den er indeni.

I slutningen får alle glade zombiefans en glædelig overraskelse – og nok grund til, at min kærlighed til 28 Years Later ikke er slukket endnu. Jeg tror bare, jeg skal hjem og klippe dem sammen til én film. For det er trods alt stadig et underholdende stykke legetøj.

28 Years Later: The Bone Temple kan ses i biografen fra i dag.