Med biljagter, slåskampe, sexscener, badekarsulykker, fangeflugter og bordtenniskampe føles ‘Marty Supreme’ som en humørvækkende græsk tragediefortælling, der næsten virker for god til at være sand. Men det er sandt. Jeg har måske allerede set årets bedste film – indtil videre.

Inden vi gik ind i biografsalen, diskuterede vi, hvilke typer der mon ville være til forpremieren på Josh Safdies nyeste Oscar-kandidat. Ville det være oscarnørder ligesom os selv, eller unge gymnasieelever, der bare ville se Timothée Chalamet og Tyler, The Creator på det store lærred – uvidende om filmens allerede hæderskronede status forud for den amerikanske premiere? Det var mest sidstnævnte. Lange rækker af unge drenge med huer og liter-kander med øl prydede den halvlille sal, og bekymringen for lysende mobiltelefoner og sniksnak steg i takt med, at lyset døde ud. Men efter få minutter glemte jeg alt om de andre og sad boltet til lærredet.

For Marty Supreme føles som en sen køretur i mors bil på landevejen med ens barndomsven – lidt for hurtigt, lidt for fuld, men med natten som vores egen og god musik ud af højttaleren. Den glade synergi blandt vennerne, drømmene i behold og troen på, at det umulige blot er muligheder, der endnu ikke er indfriet.

Filmen handler om den unge og håbefulde bordtennisspiller Marty Mauser, der må trøste sig med et job i en skobutik, mens han konstant skraber mønter sammen for at finansiere sin næste turnering. Vi er i efterkrigstidens New York, og bordtennis er en nichesport. Men det dæmper ikke Martys begejstring – han opfører sig som om, han er bordtennisverdenens svar på Jesus. Han er kæk, selvhøjtidelig og selviscenesættende. Faktisk et regulært røvhul.

Efter et nedslående nederlag forstærkes hans trang til succes. Hans navn skal renses, og verdensmesterskabet vindes. Men vejen dertil er sværere end først antaget.

Billetter til Japan er dyre, og Marty har ikke en krone på lommen. Det sender ham ud på en vanvittig rejse gennem New Yorks underklasse, hvor han gør alt for at skaffe penge – sælger kærestens smykker, jagter dusører på løsslupne hunde og tigger på knæ hos rigmænd. Tempoet sænkes aldrig.

Onde tunger vil sige, at Marty Supreme blot er Uncut Gems med bordtennis i stedet for smykkebranchen. Og ja, det er det også til dels. Men hvor Uncut Gems var en deprimerende, højtpulserende deroute, er Marty Supreme en mere livsbekræftende fortælling om kald, ambition og menneskets inderste drivkraft.

Josh Safdie går utraditionelt til værks – fra en titelsekvens i en æggestok, hvor vi følger en sædcelles rejse til tonerne af “Forever Young”, til en absurd redningsaktion med en hund klemt mellem to badekar. Man ved aldrig, hvor filmen ender, og netop dét skaber en unik intensitet, som kun biografen kan levere.

Det er Timothée Chalamets bedste præstation til dato. Man mærker hans sult efter en rolle med kød på – noget andet end den pæne dreng fra parallelklassen. En Oscar er ikke sikker, men en nominering er på sin plads. Men det er skamfuldt, at hans medspiller Odessa A’Zion ikke er nomineret, for hun stjæler flere scener og brænder sig fast på nethinden.

Marty Supreme er en genistreg fra en af vor tids bedste auteurer. En klassisk Hollywood-fortælling filtreret gennem en kompromisløs filmkunstners blik. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet så positivt overrasket i en biograf – eller har tænkt så meget over en film bagefter.

En af de unge drenge med ølkande og hue sagde på vej ud, “Tjaa, det var ikke lige min type film”. Det vil sikkert blive sagt igen af mange. Men det er en film, der fik mig op at køre på både humør, puls og troen på filmkunsten. Og når man forlader salen til tonerne af “Everybody Wants to Rule the World”, kan man kun føle, at alt er muligt.

Marty Supreme har premiere d. 19. februar.