En cool vampyr med hijab og eyeliner

Man kan allerede høre det på titlen: “A Girl Walks Home Alone At Night”. En fantastisk titel, som skaber billeder og sætter stemningen. Det her er en film, der ikke er helt som de andre. Det er nemlig noget så eksotisk og kuriøst som en amerikansk produceret vampyrfilm, der foregår Iran. I sort/hvid. Skabt på Elijah Woods produktionsselskab, Spectrevision. Med så usædvanligt et udgangspunkt forventede jeg en lige så usædvanlig film. Og “A Girl Walks…” er netop det. Usædvanlig. Og usædvanligt cool.

I sin grund er der ellers tale om en ganske lille historie uden de store armbevægelser. En smuk, ung kvindelig vampyr driver hvileløst rundt i gaderne i en iransk industriby, der meget rammende hedder Bad City. Som Travis Bickle fra Martin Scorseses “Taxi Driver” ser hun med afsky på narkomanerne, alfonserne og de mænd, der behandler de prostituerede som møg. Og hun tager det på sig at være den store frelser, der vasker afskummet væk i en flod af deres eget blod. Men da hun møder den unge hjerteknuser, Arash, er det helt andre følelser, hun oplever. Og snart opstår der en vampyrromance med dertilhørende drømme om en mindre ensom tilværelse.

Det er imidlertid stilen, stemningen og attituden, som gør “A Girl Walks…” til en usædvanlig filmoplevelse. De sort/hvide billeder vækker mindelser om Jim Jarmusch, som jo også beskæftigede sig med vampyrer i “Only Lovers Left Alive” fra 2013. En film som “Stranger Than Paradise” er dog en mere oplagt reference med sin rolige, fåmælte fremdrift og den sort/hvide billedside. Billedet af den smukke kvindelige vampyr, der glider igennem den trøstesløse industriby klædt i sort hijab på jagt efter et nyt offer, er et af de mest slående, jeg har set i lang tid. Det fungerer godt at tage en hijab – som er blevet et enormt værdiladet symbol herhjemme i de senere år – og koble den med nogle helt andre associationer. Det virker befriende.

Mens billedesiden er stram, præcis og afdæmpet i sine sort/hvide nuancer, er der omvendt fuldt knald på soundtracket. Den iransk-amerikanske instruktør, Ana Lily Amirpour, bruger musikken på en måde, der næsten tåler sammenligning med Quentin Tarantino. Iranske undergrundsbands, amerikanske rockbands og dansende electropop optræder side om side. Med stor effekt. Til tider lige så overvældende som da David Bowie pludselig dukkede op i “Inglourious Basterds”. Bestemte sange smelter sammen med bestemte scener. Musikken spiller hele tiden aktivt med. Den er aldrig bare blind passager. Og musikken fylder samtidig en del i karakterernes liv. Den unge vampyrs lejlighed er stort set ikke andet end en seng og en pladesamling, og væggene prydes af store plakater af Michael Jackson og Prince. Der er en mærkværdig leg med popkulturelle referencer, som bliver endnu mere slående, fordi filmen er sat i Iran, som vi er vant til at se portrætteret på en helt anden, alvorligtrist måde.

Der bliver også plads til lidt rendyrket Springsteen-americana, når vampyren og hendes udkårne fantaserer om om at hoppe ind i hans store amerikanerbil og bare køre, køre, køre, indtil den spøgelsesagtige industriby forsvinder i horisonten. Ana Lily Amirpour får alle de forskelligartede kulturelle inspirationskilder til at ophæve sig til noget, der er så mærkværdigt og forfriskende, at det ligner sin helt egen stil. Noget nyt – simpelthen.