Der er formodentlig mange, som har et lidt anstrengt forhold til film fra ældre markante europæiske filmgrene såsom italiensk neorealisme, tysk ekspressionisme og den franske nybølge. Og det er forståeligt nok, for filmene kan ofte virke prætentiøse, fortænkte og rodede – nogle af dem er det tilmed også. Men langt de fleste fortjener et koncentreret og nuanceret gennemsyn og har været med til at grundlægge de teknologier og metoder, som bruges i film i dag. Og få af disse film fortjener at blive set og genset mere end Jean-Luc Godards højtelskede mesterværk “Åndeløs”.

Med “Åndeløs” kunne man dog umiddelbart godt have sine bange anelser. Først og fremmest på grund af filmens franske originaltitel, “À Bout de Souffle”, som synes at lede tankerne hen på besværlige ‘souffleer’. Men “Åndeløs” er alt andet end besværlig. Her er intet overflødigt, ekstravagant lir til at sætte en stopper for fornøjelighederne. Tempoet er hurtigt og understøtter fornemt titlen “Åndeløs”, især takket være den dengang revolutionerende brug af såkaldte jump-cuts – klip, der på unaturlig vis pludselig springer i tid midt i en handling eller sætning.

Godard formår at vedligeholde interessen og intensiteten igennem hele filmen, måske netop takket være brugen af de førnævnte jump-cuts, der med kirurgisk præcision skærer ind til benet af filmens fortælling og fjerner alt det overflødige. Godard var en af den franske nybølges absolutte frontfigurer og nedfældede historien i selskab med sin prominente kollega, François Truffaut. På sølle 87 minutter leverer han et mere potent og kraftigt filmisk punch, end hvad flere filmmagere formår at levere over en hel række af spillefilm. Så hold godt fast.

En klog mand sagde engang, at det er vigtigere at have gode personer end en god historie. “Åndeløs” har begge dele, men det er personerne, der gør størst indtryk. Filmens centrale makkerpar består af den kriminelle franskmand Michel og den henrivende amerikaner Patricia. Forskellige på nogle punkter – ens på andre. Dette romantiske par udgør filmens hjerte. Begge er de på flugt fra dagligdagens kedsomhed og ordensmagten, efter at Michel dræber en politimand nærmest uden at skænke det en tanke. Godard var næppe nogen morder, men det er svært ikke at drage ligheder imellem den franske virtuos og hans hovedpersons mangel på forståelse for andres regler. Det meste af filmen forløber med Godards mageløse dialog. Ofte synes diskussionerne at være rodede eller enormt trivielle, men de bliver leveret med saft, kraft og stærk overbevisning af skuespillerne, og så er det også en nydelse at forsøge at læse imellem linierne.

Umiddelbart virker Michel som en tegneserieagtig skikkelse, med sit sprudlende sprog, distinkte mimik og manglende respekt for virkelighedens normer. Men Jean-Paul Belmondo gør ham fuldstændig troværdig. Og Jean Seberg leverer med sensuelt og glimrende spil det perfekte modstykke til Belmondo i form af den charmerende Patricia. Karaktererne veksler i humør ligesom filmen, som er et uhyre velbalanceret mix af romantik, drama og mageløs (og ofte undervurderet) humor. Godard nægtede at adlyde filmmediets dengang relativt unge konventioner, og sørgede for, ikke blot via klipningen, men også især via det ofte håndholdte kamera, at forsyne filmen med en frisk og original stilistisk råhed, der afføder respekt og aktiverer koncentrationen. Filmen er mere moderne end mange nutidige film, der hævder at være det.

Godard bryder sig ikke selv om det faktum, at adskillige instruktører har ladet sig inspirere af hans film, men hvem kan bebrejde dem, når nu resultatet er så mageløst? “Åndeløs” er en af få sande klassikere, der virkelig fortjener betegnelsen. Selv skeptikere bør give filmen en chance og den fortjener ikke blot at være et samtaleemne blandt filmkendere, eller en obligatorisk del af den traditionelle filmundervisning – den fortjener at være en del af enhver filmelskers samling.

VideoPræsenteret i 1.33:1 Full Screen format. “Åndeløs” ser hæderlig ud på denne dvd-udgivelse, men man ærgres alligevel lidt over, at der ikke er gjort mere ud af at restaurere så stor en klassiker. Man har tilsyneladende ikke haft fat i det oprindelige negativ, eftersom filmen besidder påtrykte franske undertekster, hvor personerne konverserer på engelsk. Der er heldigvis ikke megen digital støj, pletter eller andre problemer associeret med celluloid-alderdom. Billedet er derudover også dejlig skarpt og indeholder ingen distraherende edge-enhancement. Til gengæld er billedet en anelse for grynet, og så kunne især filmens nattescener godt have brugt en kærlig hånd. Det kan være svært at se, præcis hvad der foregår pga. udtværing og kontrastproblemer.

AudioFilmens oprindelige mono-spor fungerer fint og er spredt ud over to kanaler (højre og venstre forhøjtaler) og ikke blot én, som coveret ellers påstår. Der er den forventede mængde acceptable overstyring og lettere knasen, som film fra denne tidsalder ofte byder på. Men lyden er tydelig, både hvad angår dialogen og det vidunderlige, jazzede score. Ligesom billedsiden kunne lydsporet godt have brugt en smule restaurering, men det går an.

EkstramaterialeUdelukkende filmens trailer samt et lille billedgalleri. Filmens status og historie taget i betragtning er det simpelthen ikke godt nok.