Adventureland
Udgivet 5. apr 2010 | Af: DjBeau | Set på DVD
De nørdede og skæve eksistenser er rigtig kommet i vælten på den amerikanske independent-scene. Det skyldes ikke mindst Judd Apatow og hans slæng, som for tiden er blandt de mest hypede folk i filmindustrien. Med film som “Knocked Up”, “The 40 Year Old Virgin” og “Droppet af Sarah Marshall” sættes der fokus på en side af USA, hvor ikke alle mennesker er guddommeligt smukke eller leverer læssevis af cool replikker på de helt rigtige tidspunkter. Nu er crewet bag en af de sjoveste film nogensinde – “Superbad” – tilbage med endnu en romantisk komedie, men kan man overhovedet andet end fejle, når forventningerne fra førnævnte film lægger så stort et pres?
Som publikum skal man passe meget på med forventninger. De fleste filmelskere kender vel skuffelsen, når éns yndlings-instruktør/forfatter/skuespiller/fotograf leverer et værk, som ikke lever op til vedkommendes tidligere præstationer. Instruktøren Greg Mottola kan ikke siges at være blandt mine favoritter, da han indtil videre blot har lavet to film, men når den første hedder “Superbad”, kan opfølgeren næsten ikke undgå at skuffe en lille smule. Stakkels “Adventureland”.
Det er ikke skuespillernes skyld, at “Adventureland” ikke stryger helt til tops. Som i så mange andre independent-komedier er castet lige i øjet med skæve særlinge, som lægger stor afstand til Hollywoods plastik-perfektion. Kristen Stewart, som de fleste teenagere kender fra de overhypede “Twilight”-film, beviser i rollen som Em, at hun kan andet end forelske sig i vampyrer og varulve, og Jesse Eisenberg giver den ligeledes fuld skrue som den undertippede cool guy, James. Skal man endelig klandre castingen for noget, er det den indspisthed i independent-scenen, som den repræsenterer. Der er mange gengangere fra Judd Apatow-slænget, og karaktererne minder lidt for meget om hinanden. Jesse Eisenbergs James, læner sig lige lovligt meget op ad Michael Seras karakterer fra “Superbad” og “Juno” – og for den sags skyld også Eisenbergs egen karakter i “Zombieland”. Ligeledes dukker Bill Hader op i endnu en kikset birolle, og Martin Starr giver den som særling, ligesom han gjorde i “Superbad”, “Knocked Up” og i serien “Freaks and Geeks”. Her lugter lidt af nepotisme.
Præsenteret i 16:9. Billeddelen i “Adventureland” er rigtig god. Kontrasten er utrolig stabil, og skyggerne har bløde overgange uden spor af banding. Edge enhancement forekommer kun i meget mild grad, og de mange farver i tivoliet fremstår klart og tydeligt. Skarpheden er udmærket, men billedet har en del grums. Det lader dog til at være gryn fra celluloiden og ikke digital støj.
Dolby Digital 5.1 Der er for så vidt ikke noget galt med lyden i “Adventureland”. Dialogen fremtræder klart og tydeligt, og der er ingen overstyringer. Men potentialet er på ingen måde udnyttet. I et tivoli skal der være buldrende rutschebaner i sub’en og skrig og skrål i surroundhøjtalerne, men det er mixet så lavt, at det ikke har nogen som helst effekt. Filmen har et mindre overforbrug af musik – meget af det ganske god musik, men det føles ikke nærværende nok. 5.1 har potentialet til at få musik til at omkranse seeren og give en auditiv totaltoplevelse, men i “Adventureland” fremstår det alt for fladt, og det er en skam.
Der er intet ekstramateriale på dvd’en.
I USA ryster de independent-komedier ud af ærmet for tiden, men det er ofte de samme folk, der står bag produktionerne. Det resulterer i en ordentlig stak film med masser af genbrug af skuespillere og komik. Humoren er af en særlig type, hvor de rappe replikker leveres skråsikkert, men med en virkelighedsnær overtone, som ikke fremstår påtaget. “Adventureland”s største problem er, at den lander midt i en stime og på ingen måde skiller sig ud, men tværtimod drukner i mængden. Humoren er ikke længere original, og ansigterne er ikke længere nye, hvilket ellers ofte er independent-scenens force. Dvd’en leveres med en hæderlig AV-præsentation, men det er ikke nok til at gøre en middelmådig film til et attraktivt køb.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet