Kærlighed og rutschebaner

De nørdede og skæve eksistenser er rigtig kommet i vælten på den amerikanske independent-scene. Det skyldes ikke mindst Judd Apatow og hans slæng, som for tiden er blandt de mest hypede folk i filmindustrien. Med film som “Knocked Up”, “The 40 Year Old Virgin” og “Droppet af Sarah Marshall” sættes der fokus på en side af USA, hvor ikke alle mennesker er guddommeligt smukke eller leverer læssevis af cool replikker på de helt rigtige tidspunkter. Nu er crewet bag en af de sjoveste film nogensinde – “Superbad” – tilbage med endnu en romantisk komedie, men kan man overhovedet andet end fejle, når forventningerne fra førnævnte film lægger så stort et pres?

Året er 1987. James Brennan har netop afsluttet sin sidste eksamen i high school og er ved at forberede sig på sin summer of love, hvor han med en kammerat skal rejse Europa rundt. På grund af økonomiske problemer bliver turen ikke til noget, og James må i stedet tage et røvsygt job som tombola-ekspedient i det lokale tivoli, Adventureland. Her opbygger han hurtigt venskabelige forhold til forlystelsesparkens andre jobtrætte teenagere, men forholdet til den lettere kyniske pige Em Lewin udvikler sig snart til mere end et venskab. Udsigten til en god sommer synes pludselig knap så langt væk – men hvordan er det nu, det ofte går med sommerromancer?

Som publikum skal man passe meget på med forventninger. De fleste filmelskere kender vel skuffelsen, når éns yndlings-instruktør/forfatter/skuespiller/fotograf leverer et værk, som ikke lever op til vedkommendes tidligere præstationer. Instruktøren Greg Mottola kan ikke siges at være blandt mine favoritter, da han indtil videre blot har lavet to film, men når den første hedder “Superbad”, kan opfølgeren næsten ikke undgå at skuffe en lille smule. Stakkels “Adventureland”.

“Adventureland” er bestemt ikke nogen dårlig film, men hvor “Superbad” var resultatet af mange, mange års manuskript-nørkleri fra komikerne Seth Rogen og Evan Goldberg, fremstår “Adventureland” som en middelmådig komedie, hvor Greg Mottola som forfatter prøver at gøre førnævnte komikere kunsten efter ved at tage udgangspunkt i sin egen ungdom – uden rigtigt at ramme en nerve. Filmen er ganske hyggelig, og der er bestemt mange morsomme situationer, men ondt i maven af grin får man ikke.

Det er ikke skuespillernes skyld, at “Adventureland” ikke stryger helt til tops. Som i så mange andre independent-komedier er castet lige i øjet med skæve særlinge, som lægger stor afstand til Hollywoods plastik-perfektion. Kristen Stewart, som de fleste teenagere kender fra de overhypede “Twilight”-film, beviser i rollen som Em, at hun kan andet end forelske sig i vampyrer og varulve, og Jesse Eisenberg giver den ligeledes fuld skrue som den undertippede cool guy, James. Skal man endelig klandre castingen for noget, er det den indspisthed i independent-scenen, som den repræsenterer. Der er mange gengangere fra Judd Apatow-slænget, og karaktererne minder lidt for meget om hinanden. Jesse Eisenbergs James, læner sig lige lovligt meget op ad Michael Seras karakterer fra “Superbad” og “Juno” – og for den sags skyld også Eisenbergs egen karakter i “Zombieland”. Ligeledes dukker Bill Hader op i endnu en kikset birolle, og Martin Starr giver den som særling, ligesom han gjorde i “Superbad”, “Knocked Up” og i serien “Freaks and Geeks”. Her lugter lidt af nepotisme.

Som sagt er “Adventureland” ikke en dårlig film, men det ville være en løgn at omtale den som mere end middelmådig. Den fortjener dog ros for at formidle en helt særlig følelse ganske overbevisende, nemlig følelsen af en intens sommerforelskelse, som truer med at forsvinde, når vejret igen bliver gråt, og hormonerne skifter til et lavere gear. I sidste ende er der dog ikke noget nyt under solen, eftersom filmen følger præcis samme opskrift og spændingskurve som alle andre romantiske komedier. Forskellen er bare, at hovedrollerne ikke hedder Meg Ryan og Hugh Grant, men Jesse Eisenberg og Kristen Stewart. Men de er nu ganske søde. Ak ja, den kærlighed…

Video

Præsenteret i 16:9. Billeddelen i “Adventureland” er rigtig god. Kontrasten er utrolig stabil, og skyggerne har bløde overgange uden spor af banding. Edge enhancement forekommer kun i meget mild grad, og de mange farver i tivoliet fremstår klart og tydeligt. Skarpheden er udmærket, men billedet har en del grums. Det lader dog til at være gryn fra celluloiden og ikke digital støj.

Audio

Dolby Digital 5.1 Der er for så vidt ikke noget galt med lyden i “Adventureland”. Dialogen fremtræder klart og tydeligt, og der er ingen overstyringer. Men potentialet er på ingen måde udnyttet. I et tivoli skal der være buldrende rutschebaner i sub’en og skrig og skrål i surroundhøjtalerne, men det er mixet så lavt, at det ikke har nogen som helst effekt. Filmen har et mindre overforbrug af musik – meget af det ganske god musik, men det føles ikke nærværende nok. 5.1 har potentialet til at få musik til at omkranse seeren og give en auditiv totaltoplevelse, men i “Adventureland” fremstår det alt for fladt, og det er en skam.

Ekstramateriale

Der er intet ekstramateriale på dvd’en.