Alien Anthology
Udgivet 28. nov 2010 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
Da Ridley Scott kickstartede “Alien”-føljetonen i 1979 med “Alien”, grundlagde han ikke blot et solidt fundament, som fortsættelserne kunne bygge videre på, han skabte også den ultimative sammensmeltning af science fiction- og gysergenrernes konventioner – et unikum, der fostrede (og fortsat fostrer) utallige efterligninger. En eminent skuespillertrup – anført af Sigourney Weaver i rollen som den ukuelige rumskibsskipper Ellen Ripley – spiller besætningen ombord på rumfartøjet Nostromo, som støder på H.R. Gigers frygtindgydende mareridtskreatur. Filmens upolerede fremtidsunivers er forbavsende troværdigt, og med løftet om gys i særklasse lokker Scott os ind i sit klaustrofobiske rædselskabinet, hvori ingen kan høre os skrige. Et mesterværk på alle leder og kanter.
David Finchers “Alien³” er en særdeles stemningsfuld film, men den har sine skavanker. Finchers beslutninger blev gang på gang nedstemt af hans overordnede, og det kan man mærke på filmens ujævne flow. Finchers forkærlighed for pragtfulde billeder skinner trods alt igennem, slutningen er blandt seriens mest mindeværdige øjeblikke, og Elliot Goldenthals storladne musik er endnu et plus. Men den computergenererede alien ligner noget, der er løgn, og karaktererne er så usle og usympatiske, at man forbliver ligeglad med, hvem som overlever blodbadet. Det værste er, at filmen tilsyneladende er bedøvende ligeglad med sin arv – de overlevende karakterer fra “Aliens” bliver lynhurtigt aflivet, og den manglende forbindelse til forgængerne svækker filmens slagkraft.
De første to film er praktisk talt perfekte, mens de to sidste desværre blot er middelmådige. Især derfor så jeg hellere en ordentligt afslutning på sagaen end en prequel, som den Ridley Scott i øjeblikket har i støbeskeen. Det er dog stadigvæk meget at beundre i både “Alien³” og “Alien: Resurrection”, og kvaliteten af sagaens først to kapitler er med til at sikre serien en sammenlagt karakter på:
Alle fire film præsenteres i 1080p/AVC. “Alien”, “Alien³” og “Alien: Resurrection” præsenteres i billedforholdet 2.40:1, mens “Aliens” præsenteres i 1.85:1. Ord kan næsten ikke beskrive, hvor godt “Alien” ser ud i HD. Detaljerigdommen er helt utrolig. I de mange nærbilleder af skuespillernes ansigter kan man sagtens se hver eneste lille hårtot, pore og svedperle. Der er ekstremt få uskarpe billeder, som hurtigt ryger i glemmebogen. Billedsidens skarphed er heldigvis ikke opnået på bekostning af edge-enhancement, og kontrasten er superb. “Alien” bugner af dunkle korridorer og skygger, men detaljer går aldrig tabt i mørket. Hverken komprimeringsfejl, snavs eller utilsigtet støj forekommer.
“Aliens” har heller aldrig set bedre ud. Filmen har altid set lidt grynet og grumset ud, fordi den blev optaget på noget lettere ustabilt celluloid. James Cameron har personligt superviseret restaureringen af billedsiden i forbindelse med denne BD-udgivelse, og resultatet er forbløffende. Jeg har personligt altid nydt billedsidens grynede tekstur – det gav filmen et råt look, som gik fint i spænd med historien. Heldigvis har man ikke udraderet al gryn, men mængden af gryn er afgjort mindre, og nu er det lettere at se og nyde billedsidens mange detaljer. Transferet har stadigvæk en appetitlig, celluloidagtig tekstur, detaljerigdommen er gennemgående enorm, kontrasten er superb, og de generelt kølige farver gengives perfekt.
Man har tydeligvis ikke brugt lige så mange kræfter på at restaurere de sidste to films respektive billedsider. Hverken “Alien³” eller “Alien: Resurrection” ser tilnærmelsesvis dårligt ud i HD, men de ser heller ikke helt så skarpe ud som “Alien” eller “Aliens”. Detaljerigdommen er ikke lige så lamslående, men der er ingen tvivl om, at de to film ser langt bedre ud, end de gjorde på dvd. Farverne er renere, kontrasten er mærkbart bedre, og her er endnu færre tilfælde af snavs og smuds.
Alle fire films lydsider gengives i DTS-HD Master Audio 5.1-formatet. “Alien” er en halvgammel film, så den benytter selvfølgelig ikke baghøjtalerne lige så ofte som fortsættelserne, men det gør heller ikke spor – kanalnetværket disker op med så mange små, uhyggelige lydeffekter, at man sjældent bider mærke i lydsporets flittige brug af fronthøjtalerne. Jerry Goldsmiths musik folder sig også godt ud, replikkerne er tydelige, støj forekommer aldrig, og dynamikområdet er forbavsende stort.
“Aliens”-lydsporet gengiver også al lyd, musik og dialog klokkeklart, og de mange eksplosioner og skud tilføjes ekstra slagkraft af subwooferen. Baghøjtalerne er mere aktive her, og der er flere fornemme panoreringer. “Alien³” lyder bedre end nogensinde før. Skuespillerne (deriblandt Sigourney Weaver og Charles Dance) har genindtalt flere af de replikker, der tidligere var utydelige i den forlængede udgave af filmen, og lyddesignere har tilføjet nye lyde til de scener i den alternative version af filmen, hvor der før var en uønsket tavshed.
Eftersom “Alien: Resurrection” er seriens nyeste kapitel, kommer det ikke som den store overraskelse, at lydsporet til filmen byder på mere aktivitet i baghøjtalerne end de andre film. Vi har at gøre med et mix, som gengiver alle lydsidens elementer med en exceptionel klarhed, og som leverer adskillige fortræffelige panoreringer. Hverken musikken eller replikkerne overdøver eller overdøves.
Tilbage i december 2003 anmeldte jeg den epokegørende “Alien Quadrilogy”-udgivelse, og alt det ekstramateriale, som den dvd-udgivelse husede, følger også med i denne omgang – forlængede udgaver af alle fire film, dokumentarer, trailere, billeder, manuskripter etc. Jeg vil ikke bruge spalteplads på at opremse den oprindelige udgivelses ekstramateriale, som blev gennemgået i den gamle anmeldelse. I stedet vil jeg fokusere på denne BD-udgivelses nye godter.
Hver film har fået sin helt egen disk. Alle de gamle kommentarspor medfølger, og det kommentarspor, som instruktøren Ridley Scott indtalte til den allerførste dvd-udgivelse af “Alien” i 1999, er også inkluderet her. Desuden kan man vælge at lægge øre til udelukkende musikken fra de fire film. Via den interaktive MU-TH-UR-funktion får man adgang til et væld af tekstbaserede anekdoter om filmene, mens de kører, og man får også mulighed for at notere de facetter af filmene, som man gerne vil høre mere om, og når man så smækker en af udgivelsens to sidste, ekstramaterialeproppede diske i afspilleren, kan man øjeblikkeligt springe frem til de indslag, man har “bogmærket”. Smart.
Derudover er her et væld af Ridley Scotts smukke storyboards (også kendt som “ridleygrams”), talløse siders tekst og stillbilleder fra de gamle Laserdisc-udgivelser, klip fra et par “Alien”-parodier, flere slettede scener samt to ældre, glimrende dokumentar i spillefilmslængde, som ikke fulgte med på de gamle dvd-udgivelser: “The Alien Legacy” (67 min.) og “The Alien Saga” (109 min.). Alle dokumentarerne blev optaget i SD, så de bliver ikke præsenteret i HD (de præsenteres dog for første gang i 16:9), men alle billederne og tegningerne er blevet opgraderet til HD. 20th Century Fox og udgivelsens hovedarkitekt, Charles de Lauzirika, fortjener et kæmpe, stående bifald for deres enestående indsats.
Det virker måske underligt at tildele topkarakter til en udgivelse, hvor hverken filmene eller AV-præsentationen opnår seks stjerner, men der er simpelthen så mange timers fascinerende ekstramateriale og exceptionel underholdning gemt i denne smukke æske, at det ville være vanvittigt at belønne udgivelsen med andet end topkarakter. Desuden indeholder boksen jo to af det 20. århundredes bedste genrefilm, som hver især fortjener seks stjerner. Den efterhånden syv år gamle “Alien Quadrilogy”-udgivelse var et uundværligt must, men “Alien Anthology” er bedre i enhver henseende. Enhver filmentusiast med respekt for sig selv bør eje denne boks.
Se også: Filmz TV: Bag skabelsen af “Alien Anthology”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet