Efter skabelsen

Træd ikke på de æg! Du bliver befrugtet med en alien, som vi så skal skræmmes af igennem en hel film! Gør det… Ikke! For sent. Vi skal til det igen. Opskriften er gammelkendt fra 1979, hvor Ridley Scott fødte “Alien”. Samme ‘flugt-fra-monster’-tradition følger “Covenant”, men med nye skabertanker, der næsten gør det godt igen efter “Prometheus”.

For “Covenant” opleves som den film, som “Prometheus” burde have været. En film med spørgsmål, men også svar. På forhistorien om xenomorphen fra originalen, men også større spørgsmål om tro, skabelse og mening, der aldrig gav den store mening i “Prometheus”. Derfor forsøger Ridley Scott nu igen med det samme. Et nyt prequel-skib lander på en ukendt planet. Med en ny, kunstigt intelligent Michael Fassbender-droide om bord. Kan vi stole på ham denne gang? Kan den menneskelige besætning? De anføres af en ny kvinde på moderskibet, der søger svar på spørgsmålet: Kan vi bo her? Svaret er ikke overraskende nej, imens de skriger for livet ude i rummet – ingen hører dem.

Men det er ikke helt tilbage til starten i 1979. Dengang var angsten ulidelig. Man er angst for det ukendte, det, man ikke kan se. Den ottende passager viste sig kun i glimt, men er alligevel aldrig oplevet mere uhyggelig. Fordi angst er mere skræmmende end frygt. Frygt for de mange synlige aliens, som James Cameron fulgte op med. Han gav mere monster, mere frygt, mindre angst. Sådan er det også med “Covenant”, der er lige dele løb, skrig og skud a la “Aliens” samt store skabertanke, som det blev forsøgt i “Prometheus”.

Det begynder med de store tanker allerede fra begyndelsen. Altså Begyndelsen. Der hvor David bliver skabt i Michael Fassbenders figur, som siden blev så ond i “Prometheus”. Han taler med sin skaber, mennesket Weyland, der nu har taget Guds plads som livgiver. Hvilket er et paradoks. Fordi Gud kan ikke dø, det kan mennesket, der er skabt. Mennesket dør, siger David – og det gør han ikke. Det har han ret i på et tænksomt, filosofisk plan, men også på et grumt, konkret plan her i “Covenant”, hvor en klassisk facehugger sørger for, at David i den grad får ret.

Netop Michael Fassbender i dobbelt-rollen som David og Walter – droide på to forskellige rumskibe i to forskellige film – er den egentlige hovedrolle. Og langt mere uhyggelig end nogen alien. Han vil ikke være tjener i Paradis – så hellere Gud i Helvede. Omskriver Jomfru Maria-myten monster-perverst. Altså den ene af de to Fassbender-droider. De er svære at skelne fra hinanden, hvilket Scott skælmsk udnytter. For du vil som bekendt hellere have Abel end Kain som ven – men hvordan kender du forskel?