Nu med en slags handling

“Alle for én” ankommer efter en omfattende internet-kampagne, hvori Anders Lund Madsen i et fiktivt interview-program spøger med, at han kun gad se femten minutter af filmen. Nu da premieren så er på trapperne, og undertegnede har overværet filmen, fristets man næsten til at tro, at vitsen alligevel ikke var uden et vis hold i virkeligheden.

Filmen er skabt af makkerparret Mick Øgendahl og Rasmus Heide, der i rollerne som henholdsvis manuskriptforfatter og instruktør har stået bag publikumssuccesen “Blå mænd” har nu kastet sig ud i denne Olsen-banden-lignende historie.

Den handler om fire barndomsvenner, der før i tiden hang sammen som ærtehalm, men som siden er kommet lidt på kant med hinanden, da den ene er endt som betjent, hvorimod de andre er blevet nogle småkriminelle størrelser. To af dem spilles af Jonathan Spang og Jon Lange, der har rollerne som de forholdsvist alvorlige af vennerne – det er dem, som scorer pigerne, og næsten har noget, der til forveksling godt kunne minde om følelsesmæssige reaktioner – hvorimod Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg spiller de tomhjernede komiske sidekicks, der dog hurtigt kommer til at fylde væsentligt mere end hovedrollerne. De fires interesser er umiddelbart ikke ligefrem sammenfaldende, men de bliver dog tvunget til at arbejde sammen for at fælde en ondskabsfuld kunstsamler, der også gør sig i narkosmugling.

Han spilles af Rutger Hauer, men hvis tilstedeværelsen af den aldrende kult-skuespiller får ens forventninger sat op efter noget ekstraordinært, så kan man roligt begynde at sænke dem igen. At makkerparret Øgendahl og Heide har skaffet ham til filmen er ganske vist bemærkelsesværdigt, men de havde dog gjort både ham og os en stor tjeneste ved rent faktisk at have givet ham en rolle at udfylde. I stedet drysser han lidt hvileløst omkring med et overbærende udtryk, som om han allerede har sat tankerne mod den flyver, der skal sende ham hjem igen.

Hauer er dog en af de få egentlige skuespillere i filmen, der ellers i høj grad består af stand-uppere, og det bliver til gengæld et stort problem. Jeg var ikke ligefrem en stor fan af “Blå mænd”, men den havde dog en velspillende Thure Lindhart i hovedrollen, som formåede at få en helstøbt figur ud af sine replikker. Det gør sig til gengæld ikke gældende her. De forskellige komikere har det svært med at få noget levende ud af de klodsede replikker, der bliver afsagt med omtrent den samme overbevisning i stemmen som en telefonsælger, der beklager forstyrrelsen. Øgendahl og Heide har øjensynligt forsøgt at lave en mere handlingsdreven fortælling end forgængerne. Der er derfor lagt mindre vægt på stand-up-elementerne, men det hjælper ikke synderligt, når selve handlingen er fortalt med en minimal fornemmelse for, hvordan man opbygger en historie.