Arthurs julegaveræs (3D)
Udgivet 20. jan 2013 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
Det engelske animationsselskab Aardman har bestemt ikke haft det let de seneste år. I 1980’erne og 90’erne leverede firmaet flere mægtige stop motion-kortfilm med håndlavede dukker og kulisser – inklusive et par stykker med det mægtige makkerpar Walter og Trofast (en gemytlig olding og hans forbavsende kløgtige vovse). Aardmans første udflugt til spillefilmsarenaen gik egentlig også fint. “Flugten fra hønsegården” fra 2000 fik god omtale og tjente godt med penge, og da Walter og Trofast fik deres første spillefilm, “Walter og Trofast: Det store grøntsagskup”, fik Aardman samtidigt sin fjerde Oscar.
Blot få minutter inde i “Arthurs julegaveræs” sad jeg med et gigantisk smil på læberne og kluklo som en galning, alt imens jeg labbede filmens opfindsomme ideer i mig som et barn med en laber, lyserød candyfloss. Her kæmper Julemanden og hans diminutive hjælpere en brav kamp for at levere samtlige julegaver i Århus(!) på blot få sekunder, før deres usynlige rumskib flyver videre til den næste stad på dagsordenen. Således forsøger filmmagerne at besvare det udødelige spørgsmål: Hvordan katten formår Julemanden at dele gaver ud til alle verdens børn på én nat?
“Arthurs julegaveræs” er en humørfyldt, hjertevarm familiefilm uden én ondsindet celle i sin glade krop – blottet for selv børnevenlige bandeord, skjulte legetøjsreklamer og potentielt forvirrende popkultur-referencer. Nogle vil måske finde den for simpel og umoderne, men personligt fandt jeg dens enkelhed enormt charmerende og forfriskende. Og forveksl endelig ikke “simpel” med “ordinær”, for som sagt bugner filmen af påhitsomme påfund. Filmens hovedperson er faktisk hverken Julemanden eller Steve, men derimod Julemandens yngste søn, Arthur, som drager på et begivenhedsrigt road trip (eftersom han flyver gennem himlen om bord på en lynhurtig kane, er “sky trip” måske en mere passende beskrivelse), da han finder ud af, at hans far ved et uheld forbigik en enkelt pige. Og den rejse byder på et væld af muntre detours og figurer. Jeg nød især de uventede smutture til Mexico.
Præsenteret i 1080p/MVC-3D 1.85:1. 3D-animationsfilm imponerer som regel i 3D – formentlig fordi filmmagerne har god tid til at fintune dybden i billedet, og fordi alle billedsidens komponenter allerede eksisterer som separate elementer, når animatorerne arbejder med deres software. “Arthurs julegaveræs” ser i hvert fald også fantastisk ud i 3D. Dybden er især imponerende, når vi befinder os i julemandbasens enorme haller og endeløse gange, og det er svært ikke at miste pusten under sekvensen, hvor Arthur og hans bedstefar flyver gennem downtown Toronto i fuld fart. 3D-brillernes dunkle linser dulmer på ingen måde de lækre, kraftige farver, og kontrasten er også perfekt. Billedet er knivskarpt, og hverken ghosting, banding eller edge-enhancement forekommer.
DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet er ikke helt så imponerende som billedsiden, men det er nu stadig et superbt mix. Sammenlignet med lydsiderne i Pixar og Disneys store produktioner er lydbilledet her i “Arthurs julegaveræs” ikke helt så detaljeret eller nuanceret. Harry Gregson-Williams’ udmærkede musik folder sig fornemt ud via samtlige kanaler, men lidt for ofte er det kun fronthøjtalerne, som disker op med lydeffekterne. Men der er heldigvis en masse undtagelser (såsom de begivenhedsrige flyvescener), hvor man omsluttes af opfindsomme, effektive lydeffekter. Panoreringerne fungerer fornemt, og hver eneste replik kommer klokkeklart igennem og har en superb rumklang, hvorfor man aldrig tænker over, at de alle blev indtalt i et lydstudie.
Her er i alt tre korte dokumentarer, som tilsammen varer cirka 32 minutter: “The Christmas Family Tree”, “Santa’s Soldiers” og “Un-Wrapping Arthur Christmas”. Desværre er ingen af dem særligt dybdeborende, og de bruger for megen spilletid på klip fra filmen. Man ville gerne have hørt mere om animatorernes arbejde, og skuespillerne og filmmagerne bruger hovedparten af interviewene på at opremse plottet. Her er også fem korte featuretter (samlet varighed: ca. 14 min.), som gennemgår skabelsen af en håndfuld udvalgte sekvenser. “Elf Recruitment Video” (1 min.) er en lille trailer for filmen, og derudover indeholder skiven en Justin Bieber-musikvideo og en dokumentar (2 min.) om musikvideoens tilblivelse. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.
“Arthurs julegaveræs” er en sød og charmerende julefilm proppet med finurlige figurer, flotte billeder og originale ideer. Selvom filmens midterdel er lidt sløv, er den et must for alle juleglade børn og barnlige sjæle. Ekstramaterialet er ikke just værd at skrive et julekort om, men 3D-transferet er blændende, og lydsporet er fremragende, så hvis du glemte at smide “Arthurs julegaveræs” ind under juletræet sidste måned, er det oplagt at give filmen en velfortjent chance nu.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet