”Barbarian” er en af de der film, hvor det i virkeligheden ville være bedre ikke at lave en anmeldelse. Samtidig bliver jeg dog nødt til at sige noget om filmen for at kunne give et billede af, hvorfor man skal se den – og det skal man virkelig.

Det er dog svært ikke at afsløre noget af substans, for 40 minutter inde i filmen, havde jeg stadigvæk selv ingen idé om, hvor filmen var i gang med at bevæge sig hen. Hvem er skurken? Hvad er der med det her hus? Hvad handler filmen egentlig om?

Man skal forbi de første 40 minutter, før man forstår bare en smule af, hvad det er, der foregår i hus nr. 476 på Detroit-gaden Barbary, hvor filmens handling udspiller sig. Og selv her giver filmen bare en ny omgang ubehagelige spørgsmål, som man higer efter svar på uden helt at vide, om man egentlig ønsker at høre dem.

Generelt er ”Barbarian” bare forfærdelig creepy. Det gælder lige fra filmens allerførste skud, hvis mørke og stormfyldte billede suppleres med den ubehagelige lyd af et ’kor’ af kvinder, der hyler og hulker, og den myrekrybsfremkaldende stemning fortsætter i introduktionen af Georgina Campbells (“Black Mirror”) Tess og Bill Skarsgårds (“It”) Keith.

Tess ankommer midt om natten til et lejehus, der på mystisk vis er blevet dobbeltbooket med Keith som den anden lejer. Imod alle sine instinkter ser Tess sig nødsaget til at blive i huset natten over på trods af en række røde flag, der langt hen ad vejen får hendes alarmklokker til at ringe. Hvorfor vil Keith gerne have, hun drikker te sammen med ham? Hvorfor insisterer han på, at hun bliver natten over? Hvorfor er han der overhovedet i første omgang?

Instruktør og forfatter Zach Cregger – der er kendt fra komediegruppen ”The Whitest Kids U’ Know” – gør meget ud af at vise Keith som en underlig og creepy fyr fra Tess’ perspektiv. Flere skud med ham i baggrunden får ham til at forekomme stalkende, mens hans opførsel og de ting, han siger til hende ofte virker anderledes og unaturlige.

Samtidig bruger vi dog nok tid med ham til at overveje, at Keith måske bare er en smule akavet i en situation, der er lige så uvant for ham som for Tess. Og som seer sænker man stille og roligt sin facade, når det kommer til ham – stadig uden helt at vide, hvem han egentlig er.

Det hele bliver dog væsentlig mere mystisk, da der viser sig at være mere til huset, end hvad der møder ens øje, når man først træder ind, men det er også så langt jeg tør gå med beskrivelsen.

For i virkeligheden er det de første 40 minutter, der skaber grundlaget for den film, som ”Barbarian” udvikler sig til at være. Den form for intense utryghed, der bygger sig op ved bare at være i samme hus som en fremmed uden nogen mulighed for at flygte, er genial. Det giver netop sådan en frygt, der skal til for at man sidder på kanten af sædet i resten af filmen, når afsløringerne så småt begynder at komme, og brikkerne langt om længe falder på plads.

Filmens præmis er som sådan ikke super original, men det er dens udførelse, og det er virkelig det, der gør, at man sidder klistret til skærmen. Man sidder konstant med følelsen af, at det næste what the fuck-moment er lige om hjørnet, hvilket det da også er især i de sidste to tredjedele af filmen – og det er her det for alvor begynder at blive klamt. Både i form af brutale voldshandlinger, men i den grad også med en bestemt karakter, der får det til at krible op ad ryggen på mig bare ved tanken om den.

Filmen er utroligt effektiv når det kommer til ubehag og uhygge. Den er ikke bange for at gøre brug af jump scares, men den har samtidig gjort sig fortjent til det i dens intensitetsopbygning. Det føles sjældent billigt sluppet. Samtidig gør man brug af kreative kameravinkler, POV-skud og lamper, der virkelig sætter en ind i den mareridtssituation som vores hovedpersoner befinder sig i, og særligt en manipulation af en bestemt setting, der ændrer sig fra nat til dag, er en fantastisk afspejling af to vidt forskellige rædsler. Det er en sindssygt veludført horror-film, og Cregger og resten af holdet bag ”Barbarian” fortjener i den grad ros for deres kreativitet.

I løbet af den knap 110 minutter lange spillefilm præsenteres også vi til andre karakterer end Tess og Keith, og særligt rollen spillet af Justin Long (”Jeepers Creepers”) har en betydelig del med handlingen at gøre. Hans klaphat af en karakter er en fænomenal tilføjelse til filmen og bringer også en hel del humor til forestillingen på en måde, som skaber en velkommen og underholdende kontrast til den stemning, der er blevet lagt for dagen op til hans introduktion.

Der er dog også ting at beklage sig over i ”Barbarian” – især rollen spillet af Jaymes Butler (”Snowden”), der i virkeligheden er antitesen af show-don’t-tell-princippet, som filmen indtil nu har overholdt til UG.

Samtidig tager nogle af karaktererne beslutninger, som bare ikke virker særligt velovervejede – især henimod slutningen – og det føles en smule skuffende, når man tænker tilbage på filmens første akt, der er fyldt med gennemtænkte og instinktive overlevelseshandlinger i situationer, der er langt mindre farlige.

Det er dog ikke nogen kvaler, som man ikke kan se igennem fingre med, for når alt kommer til alt, er ”Barbarian” en af de mere originale, uforudsigelige og effektive horror-film i de seneste år, hvilket er utroligt imponerende, når man tager i betragtning, at den stadigvæk er fyldt med klassiske og efterhånden gennemtæskede genretræk. Selvom filmen ikke altid lever op til sine første 40 minutter, er resten af spilletiden stadigvæk en forrygende fornøjelse, som jeg er sikker på, vil please de fleste horror-fans.