Beyond

InstruktionPernilla August

MedvirkendeNoomi Rapace, Ola Rapace, Outi Mäenpää, Ville Virtanen, Tehilla Blad, Junior Blad, Alpha Blad, Selma Cuba, Minna Haapkylä, Håkan Bengtsson, Julia Öhrström-Jönsson, Lotten Roos, Rasmus Troedsson, Simon J. Berger, Kerstin Andersson

Længde99 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen14/04/2011


Anmeldelse

Beyond

5 6
På samfundets bund

En af svensk films ægte divaer, skuespilleren Pernilla August, debuterer flot i instruktørstolen med det fine familiedrama “Beyond”, der er baseret på Susanna Alakoskis bestseller “Svinestierne” fra 2007. I øvrigt en meget bedre titel end den klodsede engelske, som filmen kommer til Danmark med.

Noomi ‘Lisbeth Salander’ Rapace er trækplasteret, der nok skal lokke en god del i biografen alene på sin blotte tilstedeværelse. Hun spiller den nogle og trediveårige Leena, der sammen med mand (Ola Rapace – Noomis eks-mand) og to døtre lever et nær ved perfekt liv. Idyllen krakelerer dog en decembermorgen, da Leena modtager en telefonopringning fra sin døende mor, hvem hun ikke har været i kontakt med i 25 år. Modvilligt lader hun sig overtale af manden til at besøge sin mor på sygehuset i barndomsbyen Ystad, og undervejs på den 600 kilometer lange køretur presser barndommens ikke just rosenrøde minder sig mere og mere på.

Leenas svære opvækst i Ystads sociale betonbyggeri i start-70’erne, også kaldet “Svinestierne”, fortælles i en lang række flashbacks, der langsomt og effektivt nærmer sig kernen til mor og datters fremmedgørelse. Leenas forældre er begge finske indvandrere på bunden af samfundet, der kæmper for at få familielivet med Leena og lillebroderen Sakari til at hænge sammen. Men de drikker også. Nogle gange for meget. Og så fyger både lussinger og eder gennem den lille lejlighed. En nedadgående spiral, som Leena gør alt for at bryde. Og som man som publikum holder vejret med en knude i maven til, alt imens elendighederne udspiller sig nøgternt for øjnene af en.

Periodetegningen af 1970’ernes brun-orange, forarmede Ystad er spot-on. Ned til slidte træsko, dralonduge, brune altaner og velourtrøjer. I kraft med at familielykken langsomt krakelerer, og far slår sig på flasken såvel som mor, transformeres den pæne lejlighed – med egetræsparket, som den vidensærgerrige Leena nedfælder i sin notesbog med ordforklaringer – til en regulær svinesti. Den voksne Leenas afstandstagen og nærmest fornægtende forhold til barndommen illustreres subtilt med en overpertentlig rengøringstrang. Tæpperne skal bankes og lægges vinkelret på plads. Vandhanerne skal skrubbes for kalk med en tandbørste. Hvis man ikke kan bestemme over sit familiære ophav, kan man i det mindste være rengøringsgeneral.

Noomi Rapace har et ansigt, man bare aldrig bliver træt af at kigge på. Den lille, sammenbidte mund, de misundelsesværdigt, høje kindben, det ravnsorte hår og så selvfølgelig de enorme mandelformede, brune øjne. Et ansigt, der indprentede sig i de flestes bevidsthed med filmatiseringen af Stieg Larssons “Millennium”-trilogi, men som danske Simon Staho ophøjede før virakken i det smertelige mor-datter-drama “Daisy Diamond”. I “Beyond” fastholder Rapace med det mystiske ansigt og den androgyne krop fortællingens dramatiske nerve i et jerngreb. Konstant afsøger man hendes øjne for en smule medlidenhed med den ynkelige mor i hospitalssengen eller antydningen af et smil til de to døtre, der ikke helt forstår situationens alvor. Hun er en skrøbelig kvinde på randen af fornuft og sammenbrud, som man bare har lyst til at give et forstående kram og sige ”det går nok” til.

“Beyond” er sensibel og rørende i sin hjerteskærende fortælling om social udsathed og familiesammenhold. Men som modvægt til elendighed, armod og bitre minder lader Pernilla August heldigvis anstrøg af humor titte frem også. Et pusterum. Et stærkt og ærligt kvindeportræt fra August, der har begået en imponerende flot instruktørdebut.


Trailer

Kort om filmen

En morgen kort før juleaften modtager den 34-årige Leena et telefonopkald fra sygehuset i sin hjemby. Hun får at vide, at hendes mor er døende. Denne nyhed betyder, at hun for første gang i sit voksenliv bliver konfronteret med sin mor. Gennem alle årene har Leena kæmpet med sorgen over sin fortabte, mørke barndom. Men nu bliver hun pludselig tvunget til at gøre op med sin fortid for at kunne komme videre med sit liv. En fortid, som hun levede i Ystads berygtede kvarter, Svinestierne.