Hvor langt kan joken strækkes, forstår du?

Det er spørgsmålet. Svaret er 76 minutter. Mindst.

Kunstnerkollektivet og satiregruppen  Gigis har i årevis lavet knivskarp, animeret satire på YouTube, hvor deres kanal har over 60.000 følgere.

I videoerne, der sjældent er mere end et par minutter lange, laver de sjov med pakistanske pizzamænd, der leger italienere, hårde drenge fra ghettoen, slatne lærervikarer og Dansk Folkeparti-kampagner om “Vores” Danmark, hvor der er så meget at passe på.

I “Blokhavn” forsøger Gigis for første gang at brede de små satireklip ud til en hel spillefilm. En kort en af slagsen på 76 minutter. Men alligevel.

Ali, Hassan, Abdi og de andre shababs fører den både kulsorte og kærlige humor fra YouTube til biografen på en måde, der understreger, at joken nemt kan holde til at blive strukket ud i længde – og i bredde.

Den største styrke i “Blokhavn” er nemlig omfanget af “Blokhavn”-universet, der er sindssygt gennemført i sin detaljegrad.

Blokhavn er en verden, hvor “Scarface”-plakaten hænger på drengeværelset ved siden af et billede af den gode, gamle buslinje 5A.

Det er en verden, hvor den stakkels, mobbede skolelærer Torben hedder Tjorben, og hvor indskriften over indgangen til den lokale kirke beder Satan om at vige bort, “fordi det her hus, det er Guds hjem, forstår du?”.

Det er en verden, hvor Gilli er Gud, og hvor Jokeren og Niarn er topmålet af nederen kartoffeldansker-rap.

Det er en verden, hvor skoleklassen brokker sig over, at den nye elev hedder Rasmus og er etnisk dansker – fire danskere i én klasse, det er sgu for mange!

Da uddannelsesministeren beslutter sig for at lukke skolen i Blokhavn, fordi den har landets dårligste karaktergennemsnit (og det største lazaret for stressramte lærere), tager Ali og hans venner dog alligevel affære – skolen skal reddes.

Selvom skolen er kedelig, og Tjorben er så grim, så det gør ondt i øjnene, så er det her, drengene har deres hverdag, hinanden og ikke mindst deres elskede klasselærer Gertrud – den eneste der forstår dem.

Det er altså noget så velopdragent som kærlighed til en klasselærer, der drivkraften i plottet, som ellers ikke skorter på grovkornet, “South Park”-agtig humor.

Som når danskeren David, der kalder sig Davido og drømmer om at blive kaldt “perker”,  flasher sin nyligt omskårede pik for den søde danskerpige under skolebordet.

Netop pikflasher-joken er måske strukket lidt for langt – ligesom Abdis lem, der efter eget udsagn godt kunne undvære 20-30 cm.

Det samme kunne siges om kæmpen Rasmus, der kommer ind fra højre og bliver filmens brutale, kokainsniffende superskurk, uden at det overhovedet prøver at give mening. Han er for meget.

Det ændrer dog ikke på, at de hårde attituder gemmer på en blød kerne, der viser, at selv den sygeste gangsta kan holde af den sødeste klasselærer.

Hyldesten af klasselærer Gertrud startede som en sjov, lille sang på YouTube.

Nu er joken strukket ud til en hel film. Og ja, jeg forstår det godt.