Arvesynden

”Hvordan kunne tyskerne lade det ske?” – sådan lyder spørgsmålet fra eleverne i den amerikanske 80’er-undervisningsfilm “The Wave”, som mange kender fra kærkomne vikartimer i folkeskolen med tilhørende vhs-fremvisning. I Dennis Gansels genindspilning lyder i stedet for undren et rungende kollektivt udsagn fra skoleklassen: ”Diktatur kan ikke forekomme i Tyskland igen”. Gansel tager fat i de virkelige hændelser fra undervisningsforløbet i Californien i 1967, der inspirerede til historien om “Bølgen”, dog med en tyskers erindring.

Rainer Wenger er skolelærer, går i læderjakke og er gammel BZ’er, hvorfor han naturligvis vil foretrække at undervise i emnet “anarkisme”, da temaugen nærmer sig. Efter ledelsen alligevel har bestemt, at Rainer skal undervise i “enevælde”, begynder han – dels for at motivere sig selv og dels i protest – et socialt eksperiment, der skal vise, at selv de tyske unge er påvirkelige, velvidende hvad der skete under 2. verdenskrig. Tilslutningen til den nydannede bevægelse “Bølgen” er høj, og pigen Karo render hurtigt ind i problemer, da hun og en anden pige er de eneste, der ikke ønsker at være med.

Motivationen for at lave en ny “Bølgen”-film er ikke svær at forstå. Den oprindelige “The Wave” fra 1981 var ekstremt pædagogisk, siden den var produceret for undervisnings-tv og havde således nøglepointer og klokkeklar morale som tung klods om benet. I “Bølgen” anno 2008 er de dekadente formålsløse unge i stedet for at lave flyers og tegne logoer på hvide lagner som i firserne ude og spraymale byen, oprette MySpace-sider og sende propaganda-sms’er. Desuden er det naturligvis også interessant at se tyskerne ransage sig selv for fortiden, hvis det ikke havde været fordi, at det netop i forvejen sker med over 50 % af den samlede tyske filmeksport.

Wenger bliver spillet af Jürgen Vogel, kendt for sit urovækkende portræt af voldtægtsforbryderen Theo i “Den frie vilje”. Vogels indsats er hæderlig, men bliver alligevel overraskende overskygget af den unge Frederick Lau, der spiller den fortabte enspænder Tim, som finder lykken, meningen og vigtigst af alt fællesskabet i “Bølgen”. Eleverne har hver deres motiver og sociale relationer til hinanden, der gør, at de på den ene eller anden måde ender i “Bølgen”, hvilket fungerer fint, mens den centrale kærlighedshistorie mellem vandpolo-helten Marco, modstandspigen Karo og deres afbrudte planer om at flytte til Barcelona forbliver ganske uinteressant. “Bølgen” har et stort persongalleri med mange tråde, men de trivielle er vægtet for højt, og filmen lider samtidig af berøringsangst for det virkelige menneskelige mørke, i hvert fald indtil det er for sent.

Realismen halter lidt i “Bølgen”. De apatiske Playstation 3-afhængige unge er lige lovlig hurtige til frivilligt at indgå pagt med læreren fra den ene dag til den anden og skifte hip-hop-tøjet ud med selvfinansieret hvid skjorte og jeans. Bølgens hemmelige hilsen opstår pludselig også som et lyst indfald fra en af klassens vanlige børster, og de øvrige rødder stemmer øjeblikkeligt i. Det hele går lidt for stærkt og virker forceret i en film, som gør et stort nummer ud af at være baseret på virkelige hændelser.