Den lange og svære vej fra barn til voksen

Der åbnes med en dreng, der ligger og kigger op på skyerne. Seksårige Mason er en drømmer, og hans mor bekymrer sig over, at han ikke engagerer sig mere i skolen. Hun er fraskilt og har svært ved at give Mason og hans storesøster de muligheder, som hun mener, de bør have. Det er en velkendt historie. Både på film og i virkeligheden. Men det en stor instruktør kan gøre, og Richard Linklater er utvivlsomt en af de største nulevende, er, at vise os det velkendte på en måde, så vi ser det, som om det var første gang.

“Boyhood” følger Mason, mens han vokser op, og vi ser ham flytte rundt, blive mobbet, søge efter en identitet, få en kæreste og alt det andet, man skal igennem her i livet på vej mod voksenstatus. Og da den er fortalt med et så bredt perspektiv (tolv år), så kan vi se, hvordan han gradvist formes som person. Samtidig bliver filmen et billede på og en kommentar til et specifikt sted og en periode i historien. Vi ser Mason og søster stå i kø til den sidste Harry Potter-bog, vi oplever præsidentvalget i 2008 gennem hans øjne og får et ubehageligt indblik i livet for Irak-veteranerne, da moderen gifter sig med en.

Det bemærkelsesværdige ved skildringen af den ægtemand samt den tidligere, der var en alkoholisk kontrolfreak, er, at de aldrig fremstår som onde. Konsekvenserne af deres handlinger er det, men karaktertegningen er så tredimensionel og realistisk, at man aner, at de har deres egne traumer og forhistorier, der har gjort dem til det, de er. Intetsteds i filmen er det mere tydeligt end med børnenes biologiske far, der i starten af filmen er stukket af til Alaska i en eller anden frihedsfantasi. Med jævne mellemrum dukker han op i deres liv som den seje far, der har overskud og humor, men som ikke behøver at løfte noget af ansvaret for dem. Der er en tydelig samfundskritik i filmens behandling af kønsmønstre, men den bliver aldrig eksplicit. Linklater stoler på sit publikum.

Mange vil sikkert sammenligne “Boyhood” med Michael Apteds dokumentarserie “Up”, der har fulgt en gruppe britiske børn siden 1964. Jeg vil hellere sammenligne med Terrence Malicks “Tree of Life”. Begge handler om barndommen, og hvordan den former os som voksne, men de har diametralt modsat perspektiv og tone. Hvor Malick fokuserer på én hændelse og de bølger, den skaber, så opererer Linklater i vidvinkel og i en mere naturlig fortællestil. Malick har skabt en episk fortælling fortalt i kalejdoskopisk klipning, mens Linklaters film er en sammenkædning af hverdagsøjeblikke, der med sin realisme skaber så meget mere forbindelse til sit publikum. Jeg længes efter lidt Malick i “Boyhood”. Efter “Tree of Life” sad jeg tilbage med en ‘Wow’-fornemmelse, mens Linklaters film efterlod mig eftertænksom.

Det, der helt sikkert vil tiltrække sig mest opmærksomhed ved “Boyhood”, er, at den er skabt over tolv år. Vi ser bogstaveligt talt Ellar Coltrane, der spiller Mason, blive voksen for øjnene af os. Der var absolut ingen garanti for, at den femårige knægt, som Linklater oprindeligt castede, ville kunne bære en hel film, men Coltrane gør et uudsletteligt indtryk. Han stjæler aldrig scener (det gør derimod søsteren spillet af Linklaters egen datter, Lorelei), men han har en underspillet charme og stille eftertænksomhed, der gør ham til et naturligt omend diskret centrum for fortællingen. En eksemplarisk scene er, da de under en flytning er i gang med at rydde huset. Mason bliver sat til at male pletter på vægge og lister. Han når til dørkarmen, hvor børnene har fået målt deres højde. Han kigger rundt på sin mor og søster og maler det så over. Simpelt, men sublimt fortalt.