Børnesorg og platte prutter

Symbolikken er til at få øje på. “Brevet til Momo” åbner med billedet af tre dråber vand, der styrter mod jorden fra en ellers klar himmel. De rammer pigen Momo i hovedet med et lille plask. Momo står på en færge med sin mor. Hendes far, der var havbiolog, er lige død. Hans skib sank. Lille Momo er lammet af sorg. Men også af skyld. Det sidste ord til far blev sagt i vrede. Hun sagde, hun var ligeglad med, om han nogensinde kom hjem igen. Og nu er hun besat af et ufærdigt brev, han skrev, inden han rejste. ”Kære Momo,” står der bare. Det kan man gruble længe over uden at blive klogere. Heldigvis er de tre dråber sendt fra oven med en mission.

Det er ikke Studio Ghibli, der står bag “Brevet til Momo”. Det er derimod instruktør, tegner og manuskriptforfatter Hiroyuki Okiura, der har brugt over syv år af sit liv på at skabe en smuk, håndtegnet fortælling, som tackler tungere temaer end de fleste vestlige tegnefilm. Om magiske naturskabninger, der hjælper børn gennem traumer. Det lyder måske lidt som “Min nabo Totoro” eller andre af Hayao Miyazakis klassikere. Men Okiura er ikke Miyazaki. Han er mere fjollet, mere barnlig. Numse- og pruttevitser står i kø. Han går gerne efter de store, platte grin.

Men samtidig er han fantastisk fintfølende i sit portræt af den lille pige, der har trukket sig helt ind i sig selv. Momo kan næsten ikke se folk i øjnene. Endnu mindre tale med dem. Og andre børns leg er en verden, hun slet ikke kan finde ind i. Undskyld, siger hun og løber bedrøvet sin vej, mens de andre børn bader og pjatter. Det er den triste tilstand, de tre dråber skal hive den lille pige ud af. De tager hurtigt skikkelse af tre groteske figurer fra en illustreret bog om japanske folkemyter. Her er ingen Totoro-nuttethed. De tre skytsengle ligner noget fra et mareridt.

Et frø-menneske, en kæmpe med konstant åbent gab og en lille Gollum-look-a-like med ekstra lang tunge. Ikke just et behageligt syn. Heldigvis er det kun Momo, der kan se dem. Situationen kompliceres yderligere af, at de tre mystiske skabninger ikke er ubetinget begejstrede for deres opgave. Det er et job de er blevet pålagt. De er også blevet dømt til at leve i en evig tilstand af sult. De fører til en række komiske optrin, når de tre hiver Momo med på vildsvinejagt med frømandens ildelugtende numsehul som våben. De sjove scener er desværre de mindst vellykkede. Al den dumme numsehumør føles som et fremmedlegeme i en ellers følsom fortælling.

Til gengæld er beskrivelsen af Momo og morens sorg ramt så rent og begavet, at det stikker i hjertet. Mor tror, hun skal være stærk for Momos skyld, så hun græder kun i smug. Hun tror, hun hjælper Momo ved at være glad og smilede. Men for Momo ser det ud, som om hun har glemt far. Og det får hende til at føle sig endnu mere ensom i sin sorg. Nogle gange har man ikke brug for opmuntring. Bare en at være trist med. Ligesom i “Inderst inde” er der en fin pointe om tristessens berettigelse, som er værd at gentage som modspil til al den positive bullshit-psykologi, man stopfodres med nu til dags.