Brændt af ilden, skyder på alle

Selv over larmen af gryder og tallerkener, der ryger henover borde og komfurer, kan man høre den vrede mand, der bjæffer kommandoer til alle de hvidklædte kokke i rummet. Alle disse ordrer besvares med militærisk præcision med et hurtigt ”Ja, chef!” Med god grund. Ingen har lyst til at være den stakkels kokkeelev, der tiltrækker sig opmærksomheden fra køkkenets udgave af Saurons øje. Med køkkenchefens opmærksomhed følger nemlig som oftest perfide bemærkninger og personlige angreb leveret i et toneleje, der ikke ville være upassende på slagmarken og gerne ledsaget af diverse flyvende køkkengenstande for markere særligt vigtige pointer. Nej, det er ikke den nye sæson af en af Gordon Ramsays serier, men John Wells’ nye film om det barske liv i Michelin-køkkenerne.

Den koleriske hovedperson er her kokken Adam Jones, der fik kæmpe succes tidligt i sin karriere, men gik siden spektakulært i hundene med stoffer, kvinder, vold og bitre rivaliseringer. Nu er han tilbage og har med exceptionel arrogance besluttet sig for at åbne en ny restaurant, som skal have tre stjerner i Michelin-guiden. Som figuren er skrevet fremstår den som en blanding af Gordon Ramsay og Tony Bourdain. Det vrede og fandenivoldske kombineret med et drengerøvs- og jetsetimage. Overalt står dog perfektionen. Bradley Cooper spiller ham med størst tryk på det vrede, hvilket faktisk fungerer godt. Jeg kom ofte i tvivl, om han var mest vred på sine omgivelser eller på sig selv.

Desværre insisteres der lidt forudsigeligt på at bløde ham op mod slutningen, hvilket ikke virker tro mod ham. I det hele taget er der elementer af formel, hvilket forhindrer “Burnt” i at gøre noget specielt nyt med subgenren madfilm. Der, hvor den afviger mest fra formlen, er faktisk, at den aldrig fokuserer så meget på maden, men meget mere på de sociale dynamikker i køkkenet og i branchen. Således er der ikke meget lækker madporno, der kan få mundvandet til at rinde.

Når det sociale er i front, så er det godt, at Cooper er dygtigt understøttet af birollerne. Omar Sy og Riccardo Scamarcio imponerer begge som Adams gamle kumpaner fra lærlingetiden i Paris. Matthew Rhys er en behageligt kompleks rival i skurkerollen, mens Emma Thompson og Uma Thurman stjæler scener i periferien. Det er dog Daniel Brühl, der fortjener mest ros. Han har tidligere været fælt fejlcastet i engelsksprogede produktioner, men her får han lov til at lege med en mere problematisk figur; Adams tidligere cheftjener, Tony, i hvis fars hotel Adam har besluttet sig for at åbne sin nye restaurant. Vel at mærke uden at spørge Tony. Det had/kærlighedsforhold i fælles afhængighed, der skildres mellem dem, er væsentligt mere interessant end det romantiske sideplot.

Det overordnede tema handler om familie og fællesskab, og om hvordan man er nødt til at acceptere det uperfekte – både i sig selv og andre. Det er en skamløst banal pointe, men den forløses heldigvis med et minimum af sødsuppe på menuen. Så er det straks bedre, når moralerne pakkes væk, og “Burnt” bare morer sig med at udforske det rå miljø. Der er noget basalt underholdende ved at se enorme egoer ramle sammen, som da Adam tørt bemærker om rivalens nyindrettede, minimalistiske restaurant: ”Jeg elsker stilen. Perfekt til at stene hedninge i.”