Et velsmagende slice of life

Det går så langsomt. Så helvedes langsomt. Og hvad sker der egentlig? Ikke meget. Men så lige pludselig klikker det bare, det giver mening. Der er en helt særlig rytme i Kelly Reichardts “Certain Women”. Jeg blev næsten hypnotiseret, og til slut er der ikke noget, der er langsomt eller hurtigt. Det er bare. Lidt i stil med “American Honey”, som havde scener, hvor de unge i centrum kørte rundt i biler og hørte musik, og vi andre bare sad og så med. I “Certain Women” er vi også bare med. Der skal fodres heste. Og så igen.

Det er den slags flettefilm, hvor vi oplever en håndfuld forskellige historier, der krydser spor. Til forskel fra film som “Amores Perros” eller “Cloud Atlas” er det fine ved “Certain Women”, at historierne blot krydser for at illustrere, hvor mange mennesker vi møder i løbet af en dag, en uge, et liv. Historierne påvirker ikke hinanden. Det er bare forskellige liv, der udleves i den samme by. I den første historie møder vi Laura Dern som advokat med kompliceret forhold til en af sine klienter, i den anden møder vi Michelle Williams som frustreret mor, der vil bygge et ‘autentisk’ hus af sandsten, og i den sidste møder vi Kristen Stewart og Lily Gladstone, der mødes til aftenskolekursus om skolelovgivning.

Det er så almindeligt, som det nok kan blive. Lily Gladstone arbejder på en gård, hvor hun passer heste, og de heste har det bare fint. Lily kører ud på marken hver dag, ordner lidt, kører hjem, så glæder hun sig til aftenskole. Dagen efter er det forfra. Og så igen. Når det til sidst ender med at blive smukt og kraftfuldt, er det, fordi Reichardt af og til bryder historiernes rytme og hverdagens rutiner. Jeg havde været med til aftenskole med Lily så mange gange, at det stak i hjertet, da Kristen Stewart en aften ikke dukker op. Vi glædede os begge til at se hende og spise sen aftensmad på den lokale diner.

Men hey, så er vi tilbage på gården og snakke med hestene, og vejret er flot udenfor. Bjerge og blå himmel. Reichardt lader dog aldrig de små historier svinde ind og blive for små. Lige når det er ved at ske, ser vi det hele i et større perspektiv. Verden er så stor. Der er en ny dag i morgen. Men derfor kan sandstenene godt være vigtige for Michelle Williams. Jeg tror i hvert fald på hende, når hun samler en sten op, mærker på den, kigger rundt – her skal hendes hus bygges. Og det kan kun bygges med sandsten.

Reichardts tålmodighed med historien er det stærkeste element. Når hun giver handlingen plads til at folde sig langsomt ud, giver hun også skuespillerne tid til at folde sig ud. Når Lily kører trist hjem fra undervisning, hvor Stewart ikke dukkede op, holder Reichardt bare kameraet på hendes ansigt i flere minutter, mens hun kører hjem. Der bliver ikke klippet, vi ser bare alle de følelser, Lily går igennem. Hun forsøger måske at smile lidt for sig selv, men nej, det holder ikke, hvorfor dukkede Stewart ikke op? Så tager hun fat igen, bilen skal jo holdes på vejen.