Hatten, skægget og den gakkede gangart kan endnu engang opleves på det store lærred. Efter vi senest i biografen kunne opleve Chaplin i klassikeren “Moderne Tider” fra 1936, er valget denne gang faldet på Chaplins spillefilmsdebut fra 1921, “Chaplins Plejebarn”, der sprudler af komik og hvor samspillet mellem Chaplin og barnestjernen Jackie Coogan er helt i top.

“Chaplins Plejebarn” er en stumfilm med brug af enkelte mellemtekster, men i 1971 fik filmen et nyt score, som er komponeret af Chaplin selv. Selvfølgelig, fristes man næsten til at sige, eftersom manden selv har produceret, instrueret og spiller hovedrollen i denne som mange af hans andre film. Chaplin er et filmisk fænomen, og “Chaplins Plejebarn” er den første af mesterens store bedrifter indenfor filmens verden.

Trods prædikatet spillefilm strækker “Chaplins Plejebarn” sig kun over 53 minutter. Det er dog ingen skam, for Chaplin formår at fortælle denne historie uden kedelige passager. Filmen er en lind strøm af ganske groteske situationer. Vagabonden og hans lille medhjælper kommer hurtigt i konfrontation med lovens lange arm og kvarterets hårdtslående bølle, der tæver før han tænker. Den kombination udløser den mest humoristiske boksekamp denne anmelder har set på film. Situationskomikken er Chaplins store force, men stadig forundrer Chaplins genialitet én gang på gang. Det er bemærkelsesværdig så meget komik Chaplin kan frembringe på lærredet uden dialog. Det står i stærk kontrast til mange nutidige komedier, der udelukkende bygger deres komik på dialogen.

Et måske lidt ukendt talent hos Chaplin er hans næse for at frembringe talent. Chaplin er selv stjernen i sine film, men han allierer sig altid med stærke medspillere, som han formår at få det absolut bedste ud af. “Moderne Tider” gjorde Paulette Godard til en funklende stjerne og med “Chaplins Plejebarn” fik Jackie Coogan sit absolutte gennembrud og medvirkende siden i ca. 70 film og blev dermed en af filmhistoriens allerstørste barnestjerner. Jackie Coogan er en bedårende lille fyr med et rigtig gavtyvefjæs. Det er selvfølgelig en fordel at være nuttet, når man skal undgå lovens lange arm, og det drager Vagabonden og plejebarnet naturligvis stor nytte af.

Filmen har et højt fortælletempo og den holder sig særdeles godt trods sine over 80 år på bagen. Enkelte elementer er dog ved at være bagud for sin tid. Nogle af mellemteksterne er lidt overflødige for et moderne publikum, der er vant til et højt tempo. Til sidst i filmen drømmer Vagabonden, og i drømmeland kan han flyve som en engel. Det er underholdning på det jævne, at se Chaplin flyver rundt mellem byens bygninger, men det har med garanti været spektakulært i 1921, for trods det lidt lave underholdningsniveau er seancen vel udført.