Langtfra guddommelig

Genindspilninger er ikke just den mest populære dille disse dage. Alene ordet remake fremtvinger højlydte suk og rullende øjne blandt de fleste filmentusiaster. Og med god grund. Antallet af glimrende genindspilninger kan trods alt tælles på få hænder, men eventyrfilmen “Clash of the Titans” fra 1981 er en af de film, der faktisk virkede oplagt at genfortolke.

Af uransagelige årsager kaster filmselskaberne sig ofte over unødvendige genindspilninger af klassikere, der på ingen måde er forældede. Fans vil formentlig være hamrende uenige, men den oprindelige “Clash of the Titans” var langtfra en milepæl. Charmerende? Ja. Fantastisk? Nej. Selv da den udkom for snart 30 år siden fremstod den ofte cheesy og ufrivilligt komisk. Dens største force var (og er) Ray Harryhausens flotte figurer og dukker, som filmmagerne fik til at fremstå levende via den oldgamle stop motion-teknik, hvor man flyttede dukkernes lemmer manuelt 24 gange for bare at få ét sekunds optagelser. I 1981 var CGI-revolution trods alt ikke begyndt. Men historien, kulisserne og karaktererne hungrede efter en ordentlig opdatering.

Der er dog ingen grund til at tro, at den splinternye “Clash of the Titans” ikke ryger i glemmebogen før originalen. Historien er ikke blevet mindre forglemmelig, og karaktererne er ikke blevet mere mindeværdige. Og så kan man ikke engang påstå, at filmens dyre computereffekter overgår den oprindelige films håndbyggede kreaturer med flere banelængder. Harryhausens Medusa er stadigvæk en af filmhistoriens mest frygtindgydende monstre, men i franske Louis Leterriers version er hun blot en samling uskarpe pixels. Jo mindre man siger om de tudegrimme kæmpeskorpioner, jo bedre, de flyvende heste ser decideret hestlige ud, og kun det enorme søuhyre, Kraken, imponerer bare en smule.

Filmen bliver i øvrigt udgivet i 3D, men det var først under redigeringen (og i kølvandet på “Avatar”s utrolige succes), at man besluttede sig for at konvertere billedsiden fra 2D til 3D, og det kan mærkes. Ofte får man snarere følelsen af, at man overværer en håndfuld helt flade lag, der ligger underligt forskudt ovenpå hinanden, snarere end ordentlig 3D. 3D-elementet får altså kun billedsiden til at fremstå mere kunstig. Meget bedre er den hårdtslående lydside (Krakens brøl er en auditiv genistreg), men æstetisk er den nye “Clash of the Titans” altså ret så anonym. Og selv gennem 3D-brillernes transparente linser fremstår karaktererne endimensionale.

Plottets hovedperson, krigeren Perseus, er den kedeligste helt i umindelige tider. Sam Worthington er en dygtig skuespiller, men han får næsten intet at arbejde med i en rolle, der stort set udelukkende kræver, at han skriger og surmuler. Men hvad andet kunne man have forventet af forfatterne bag “Æon Flux” og den miserable Jackie Chan-farce “The Tuxedo”? Instruktør Louis Leterrier er bestemt ikke så konsekvent elendig som manuskriptforfatterne, men han har til gengæld specialiseret sig i det middelmådige – fra debutfilmen “Danny the Dog” over “Transporter 2” til “The Incredible Hulk”. Og “Clash of the Titans” løfter sig ikke over instruktørens lave standarder.