Når den kreative kontrol bliver tabt

’Sæt dig på mig,' beordrer David sin avatar. Så har han virtuel sex med den/hende. Denne ene scene fra “Creative Control” beskriver det hele. Den er lige så forvirret, som Davids hoved bliver af al den hypermoderne teknologi. Den vil så gerne være AI-klog som “Hende”. Den vil så gerne være tech-kritisk som “Black Mirror”. Desværre vil Benjamin Dickinson for meget med “Creative Control”.

Benjamin Dickinson spiller David. Derudover har han også skrevet og instrueret. Det er helt og aldeles hans projekt. Og hold da op, hvor har han haft mange idéer, der bare skulle med. Han har tydeligvis set “Hende”. Den var fed. Derfor vil han også lave en quirky indie-sag med nogle hipstere i New York. Selvfølgelig i sort/hvid. Han har tydeligvis også set, hvordan teknologien kan ødelægge mennesker som i “Black Mirror”. Det må han også have med. Resultatet er en forvirrende stil uden kontrol. Sci-fi-drama eller komedie? Skal jeg grine eller græde af eller tænke længe over David, der bliver bombarderet med beskeder, mens Reggie Watts taler til ham om et hippie-projekt?

Der er dog enkelte scener, hvor stilen er kontrolleret klar. I åbningsscenen skal der tyk streg under, at det her altså er sci-fi. Gennemsigtig telefon. Gennemsigtig computer. Gennemsigtig tablet. ’Hey, hvordan styrer jeg den her?' spørges der. ’Du skal gøre sådan her og sådan med din hånd,' svares der. Jeg forstår det godt nu. I har mange smarte dimser. Så er den quirky komedie bedre; yogaguruen Govindas… Navnet i sig selv, right?

At Dickinson vil (for) meget kommer også til udtryk i tematikken. Eller tematikker. Der er både et kærlighedsdrama mellem David og Juliette og vennerne Sophie og Wim. Der er Davids fortabelse i Augmenta-brillerne, som tager mere og mere kontrol over hans virkelighedsopfattelse. Og er det hele i virkeligheden en kamp mellem det sociale og det kapitalistisk griske? “Creative Control” vil sige noget om det hele, men kontrollen over kreativiteten mangler.

Sjældent har jeg grædt så meget over ulykkelig AI-kærlighed, som jeg gjorde til “Hende”. Sjældent har jeg gyset så meget over teknologiens uhyggelige virkninger på vores tilværelse, som jeg gjorde til “Black Mirror”. Benjamin Dickinsons to forbilleder trykkede på de rigtige, højteknologiske følelsesknapper. Det gør “Creative Control” ikke. Dramaet mellem David og Juliette bliver aldrig rørende. David er fra begyndelsen en idiot over for kæresten. Det forhold behøver han ikke en elsker eller et par briller for at ødelægge. Og når man er en selvcentreret idiot, så gyser jeg heller ikke, når elektronikken ødelægger ham. I stedet håber jeg, at det kreative tager kontrollen over idioten og får sat ham på plads.