En dommedag som mange andre

Jeg elsker, at der bliver lavet genrefilm i Danmark. Eller det vil sige; jeg elsker, at der endelig bliver lavet genrefilm i Danmark af folk med talent. Jo mindre sagt om “Nattens engel”, jo bedre. Ole Bornedal har i en hel del år prøvet at kickstarte en bølge herhjemme, men har ikke haft held med det. Nu, hvor Finland og Norge har haft stor succes med det (“Død sne”, “Iron Sky”, “Troldjægeren” og andre), lader det dog til, at der endelig sker noget. I “Dannys dommedag” mangler der dog lige et sidste, før Danmark er helt inde i kampen.

Den største styrke er samtidig største svaghed: “Dannys dommedag” er utroligt genrebevidst. Med det mener jeg, at den kender elementerne i en katastrofefilm og forstår, hvorfor de er så effektive. Der åbnes med en lille vignet, der ikke binder an til filmens hovedplot, men som bare skal introducere os til monstret/naturkraften/sygdommen, der slår sig løs i resten af filmen. Vi følger to fiskere ude på havet, mens en radio belejligt fortæller, at den globale opvarmning i ekstrem grad er blevet en realitet. Ganske tro mod genrekonventionerne får vi også den første smag af blod, før scenen skifter til filmens hovedpersoner.

Der er for så vidt intet at udsætte på den måde, konventionerne forløses på, men jeg kan ikke lade være med at ærgre mig over, at den aldrig rigtigt udfordrer dem. Der mangler det nationale særpræg, der gør en film som “Troldjægeren” så interessant. Instruktøren, Martin Barnewitz, tegner desværre kun inden for stregerne, hvilket inviterer til en uheldig sammenligning med lignende film produceret på et langt større budget og med store Hollywood-navne (blandt hvilke Peter Gantzler trods alt endnu ikke tælles). Det er specielt skuffende, da “Dannys dommedag” netop bruger sit begrænsede budget utroligt godt. Der bruges så lidt CGI som muligt, og det er først i filmens sidste kvarter, at vi overhovedet får truslen at se tæt på.

Heldigvis er der et par skuespillere, der gør mest muligt ud af deres roller og hæver oplevelsen gevaldigt. Vi følger to brødre, der har barrikaderet sig i kælderen, mens de forgæves prøver at komme i kontakt med moderen. Thomas Garvey, der spiller den yngste bror, har sin spillefilmdebut, og hvis der er nogen retfærdighed til, så bliver det heller ikke hans sidste. Han er forrygende intens som mobbeofret, der konsekvent svigtes af sin vattede storebror. Gantzler spiller en traumatiseret overlevende, der hjælper de to drenge, og han stjæler næsten alle scener, han er med i. Efter at have set ham som ‘den bløde mand’ i alt for mange film er det rart at se ham i en mere foruroligende rolle.

Plottet afvikles med militærisk præcision. Man kan stort set sætte sit ur efter historiens stadier, og sideplottene har mest af alt karakter af tjekliste. Uforløst kærlighed til klassens kønneste pige. Tjek. Klassens machofyr, der selvfølgelig viser sig at være en kujon. Tjek. Større morale om klimaforandringer. Tjek. Meta-reference til en lignende genrefilm. Tjek (okay, jeg må nok indrømme, at jeg grinede højt, da lillebroderen så “Reptilicus” i fjernsynet… Det var faktisk en fin detalje.). Lidt mere af den slags ironisk glimt i øjet eller scener som faderens problemer med skriveblokering kunne have løftet filmen til et helt andet niveau.