En eventyrlig oplevelse

Vi har set flere af litteraturens kendteste karakterer slå pjalterne sammen i “The League of Extraordinary Gentlemen”, og vi har set flere af tegneseriemediets største skurke og helte karambolere i “The Avengers”. Nu giver “De eventyrlige vogtere” os endelig mulighed for at se folklorens superstjerner tørne sammen – lige fra Julemanden og Påskeharen til Tandfeen og Ole Lukøje (kendt som Sandman på engelsk). Det er egentlig en ganske fin idé, som er blevet omsat til en herlig, hæsblæsende animationsfilm, der flyver af sted som en motoriseret julemandsslæde fastgjort til et helt kuld forskræmte påskeharer. Men “De eventyrlige vogtere” havde sikkert haft stor gavn af et par hvil undervejs.

Hovedpersonen er dog en sagnfigur, som ikke er synderligt kendt herhjemme: Jack Frost. Jack er en drilsk dreng armeret med en magisk stav, der kan generere sne og kulde, og som samtidig giver Jack evnen til at flyve. Sejt. Til gengæld kan han – i modsætning til de andre “eventyrlige vogtere” – hverken ses eller høres af normale mennesker. Derfor føler han sig lidt alene, og samtidig længes han efter at finde ud af, hvem han egentlig var, før den dag han pludseligt vågnede op i en sø som folklorens Jason Bourne med både særlige egenskaber og hukommelsestab. Men da den såkaldte Mørkemand (nok bedre kendt som Bøhmanden, som i øvrigt ligner Benedict Cumberbatch forbløffende meget) truer med at udrydde alle vogterne og give alverdens børn endeløse mareridt, må Jack hurtigt mande sig op og slå sig sammen med Julemanden og Co.

Chris Pine har indtalt Jacks replikker, og nøjagtig ligesom i J.J. Abrams’ “Star Trek”, hvor Pine spiller den kåde og kløgtige Kaptajn Kirk, formår Pine (naturligvis i samarbejde med en masse talentfulde computertroldmænd) at skabe en karakter, der er lige så kæk, som han er karismatisk. Lydsidens største stjerne er dog utvivlsomt Alec Baldwin, der agerer Julemandens stemmebånd, og som med kraftig russisk accent skråler sine replikker ud med så stor begejstring, at humøret prompte ryger i vejret. I rollen som Påskeharen tilføjer Hugh Jackman lydsiden et gemytligt, australsk islæt, mens Jude Laws dybe, rungende røst går perfekt i spænd med Mørkemandens dystre udseende.

Men billedsiden er filmens klart største force, hvilket ikke kommer som den store overraskelse, når nu filmmagerne brugte mesterfotografen Roger Deakins som konsulent. Man mister næsten helt pusten, når kameraet flyver rundt i Julemandens enorme palads (og flyveturen er selvsagt ikke mindre imponerende i 3D), mens en storslået dyst mellem Jack og Mørkemanden i de højere luftlag er kræs for nethinderne. Der er heller ikke to locations, som ligner hinanden, og den enorme visuelle variation gør hver eneste sekvens en fornøjelse at overvære. Actionsekvenserne er forbløffende, men sjov og spas er tydeligvis også blandt filmmagernes mærkesager. På den humoristiske front er Baldwins gæve julemand måske nok det store højdepunkt, men samspillet mellem alle vogterne tager kegler.

“De eventyrlige vogtere” er i bund og grund en klassisk coming of age-fortælling om en juvenil knægt, der skal lære at blive voksen og moden. Historien fortælles som sagt i et højt tempo, der gør, at man aldrig keder sig, men som samtidig indebærer, at man ikke kommer særlig langt ind under huden på figurerne. Jack er praktisk talt den eneste, som får lidt tid alene i rampelyset, hvilket også er helt i orden, da han umiddelbart er eventyrslængets mest interessante medlem (desuden får alle mindst ét øjeblik til at brillere egenhændigt). Men filmen følger aldrig ordentligt op på en spændende, kryptisk intro, hvor Jacks nye personlighed skabes i det iskolde vand, eller et flashback, som også danser for langt væk fra den varme grød: Jacks gådefulde fortid. Potentialet er der altså til at fortælle en følelsesladet fortælling om en ung mand, der kæmper for at finde sig til rette med sin egen identitet, men den drukner lidt i rabalderet.

Summa summarum: Fortællingen er både morsom, gribende og opfindsom, og figurerne er charmerende, men vi lærer dem simpelthen ikke godt nok at kende til at forhindre, at de relativt hurtigt går i glemmebogen. Men de er trods alt så indtagende, og underholdningsværdien er samtidig så høj, at man ikke kan undgå at håbe på en fortsættelse – dog gerne med lidt mere indhold bag den flotte facade.

Video

Præsenteret i 1080p/MVC-3D 1.78:1. Udgivelsen indeholder både et 3D- og et 2D-transfer. Fælles for begge billedsider er, at detaljerigdommen er enorm fra start til slut. Der er ikke ét tilnærmelsesvis sløret skud, kontrasten er upåklagelig (selv ikke i de mange dunkle nattescener daler detaljerigdommen nogensinde), og jeg tror ikke, der findes en farvenuance, som ikke gengives undervejs – og vel at mærke gengives perfekt uden pludselige temperaturskift eller farveblødning. Jeg spottede aldrig banding eller edge-enhancement. Jeg bemærkede til gengæld 3-4 milde tilfælde af mild ghosting, mens jeg så 3D-udgaven, men slet ikke nok til at berøve det sublime 3D-transfer topkarakter. Dybden er ofte lamslående, og hvis man ikke får et sug i maven af de mange flyvesekvenser, skal man vist til øjenlægen. Der er en klar dybdeforskel på billedsidens mange elementer, og når små snefnug og tandfeens mikroskopiske hjælpere kommer flyvende mod kameraet, er det næsten umuligt at nedkæmpe fristelsen til at række ud efter dem. Wow!

Audio

“De eventyrlige vogtere” lyder lige så godt, som den ser ud. Lyddesigneren Richard King, som Filmz TV mødte i 2012, er hovedarkitekten bag filmens sprudlende lydside. Panoreringerne er sublime – når Frost og Co. flyver gennem skyerne, føles det vitterligt, som om de flyver gennem hjemmebiografen. Samtlige replikker kommer klokkeklart igennem og har en dejlig rumklang, musikken folder sig fornemt ud via alle kanaler, den auditive atmosfære fornøjer øregangene både under filmens stille og dramatiske scener, og LFE-kanalen giver de dybe toner en tilfredsstillende slagkraft. Det engelske Dolby TrueHD 7.1-mix er simpelthen et af de bedste lydspor, jeg har lagt øre til i år. Det danske Dolby Digital 5.1-lydspor har selvsagt en langt lavere bitrate og udnytter to færre kanaler, så det har slet ikke samme pondus som det engelske mix, men danske familier kan i det mindste glæde sig over, at de danske stemmelæggere (deriblandt Lars Bom og Lars Renthe) har leveret en solid indsats i lydstudiet.

Ekstramateriale

Instruktøren Peter Ramsey og producerne Christina Steinberg og Nancy Bernstein har indtalt et kommentarspor til filmen, hvor de diskuterer alt fra historien og skuespillernes indsats til de forskellige sekvensers visuelle design. Det er et udmærket kommentarspor, men Ramsey bruger lidt for meget tid på at namedroppe kollegaerne og skamrose deres arbejde. “Behind the Magic” er en dokumentar om filmens tilblivelse, som er delt op i fire dele og i alt varer 28 minutter. Der tales selvsagt meget om filmens look, men det er mest interessant at høre franske Alexandre Desplat tale om sit fine score. “The Man Behind the Guardians” (7 min.) handler om forfatteren, William Joyce, der har skrevet de børnebøger, som filmen tager udgangspunkt i. “Dreamers and Believers” (11 min.) handler om skuespillerne, som også får lejlighed til at udtale sig en smule. Desuden er her to simple, interaktive spil (som primært henvender sig til de mindste) og en lille stak trailere til andre DreamWorks-titler. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

Lost in Translation

Normalt foretrækker jeg at se amerikanske animationsfilm på originalsproget, fordi der altid går noget tabt i oversættelsen fra engelsk til dansk. Det er også tilfældet med “De eventyrlige vogtere”. Faktisk går det helt galt, men det skyldes dels, at den danske version er lavet med hovedet under armen, dels at denne ærkeamerikanske børnefilm slet ikke egner sig til danske børn!

Historien er for så vidt ganske godt fundet på: Fem af de skabninger, som lever i den barnlige overtro, slutter sig sammen for med deres magiske kræfter at bekæmpe deres onde nemesis, Mørkemanden, som kun vil børnene det skidt. Det er altså en slags “The Avengers” for de mindste. Så langt så godt. På den gode side har vi Julemanden, Tandfeen, Påskeharen, Sandman og filmens hovedperson, Jack Frost. Tandfeen, som vi også kender herhjemme, er ganske fint portrætteret som en blanding mellem en fe og en kolibri. Påskeharen er en to meter høj gnaver med Rambo-attitude. Det er sjovt, men det kunne godt have været sjovere, hvis den havde haft en større rolle.

Med Julemanden begynder filmen at løbe ind i problemer. For amerikanske børn bor han på Nordpolen, mens danske børn vokser op med, at han bor på Grønland. Der er ikke noget i denne films handling, der direkte dikterer, at han skal bo på Nordpolen. Alligevel har man i den danske versionering valgt at skrive “Nordpolen” i starten af den scene, hvor han introduceres. Hvorfor ikke bare skrive “Grønland”? Pudsigt. Lige så pudsigt er det, at navnene på børnene i filmen heller ikke er blevet fordansket. Kald mig bare gammeldags, men jeg tror, det er svært for børn i de mindste klasser at forstå, hvorfor det er ironisk, at en overvægtig, olmt udseende pige bliver kaldt “Cupcake”. Men det bliver værre endnu.

Først vil jeg dog gerne forsvare, at Jack Frost stadig hedder Jack Frost i den danske version. Det tætteste vi har herhjemme er nok “Kong Vinter”, men Jack er en dreng på cirka 18 år, så der er ikke meget Kong Vinter over hans fysik. Jeg har ikke noget imod, at der bliver udviklet lidt på den mytologi, vi kender, og selvfølgelig skal filmen tage hensyn til de elementer, der stammer fra den børnebog, som den er bygget på. Derfor kan jeg også acceptere, at Julemanden konsekvent kun kaldes “Nord”, og at han har store tatoveringer på armene. Men hvorfor Sandman stadig hedder Sandman på dansk er mig en gåde, idet den amerikanske Sandman-myte er baseret på H.C. Andersens eventyr om Ole Lukøje. “Ole Lukøje” hedder sågar “The Sandman” i den engelske version af eventyret! Så at de ikke kalder ham Ole Lukøje i den dansksprogede udgave af filmen er en mindre kulturimperialistisk skandale.

Men ud over disse oversættelsesbrølere er det en ret uskadelig, hurtigt glemt film. Teknisk set er der kælet for baggrunde og omgivelser, mens karakteranimationen halter lidt. Især ansigtsudtryk og bevægelser er visse steder noget mekaniske at se på, og overfladeteksturen på særligt Julemanden er plastikagtig. Men der er næsten ikke tid til at se på det, fordi der næsten hele tiden – nyere tradition tro – skal fyres visuelle gags og vittige oneliners (som også mister meget af deres humor i oversættelsen) af til højre og venstre. Julemandens små nisser står for nogle af de bedste. Her var jeg faktisk lige ved at grine flere gange. Resten er blot med til at få de i forvejen sukkerpumpede børn på tilskuerrækkerne op i et endnu mere adfærdsvanskeligt gear. Der er dog også momenter, hvor filmen kommer helt ned i tempo og giver sig tid til at fortælle den egentlige historie om det smukke i sammenhold og barnetro, og det er ikke overraskende filmens bedste, stærkeste og mest rørende scener.