På besøg i magtens korridorerKinas dage uden for det store filmfællesskab er definitivt ved at være talte. Heldigvis. Selv om attraktionerne særligt kommer ud over landets grænser i kraft af den pompøst tænkende kinesiske filminstruktør Zhang Yimou, er der også andre om at høste det såede. Når det regner på præsten, drypper det på degnen, som det gamle ordsprog lyder. Alligevel er netop Yimou hyppigst på spil i de vestlige biografer. Senest med det præhistoriske drama “Den forbudte by” – sidste tredjedel af en trilogi, som også inkluderer de storladne “Hero” og “House of Flying Daggers”.

Som sine to forgængere tager “Den forbudte by” sit udspring i et præforenet Kina dengang, de utallige kejserdynastier stadig lå i mangeårige stridigheder om magtdelingen, og en samling af verdens største befolkning lå et stykke ude i fremtiden. Året er 928, og anledningen til filmen er den årlige og sagnomspundne krysantemumfestival – en stor begivenhed i det af kejseren hårdt styrede Tang-dynasti. I nærværende film følger vi udelukkende den relativt afgrænsede kejserfamilie, som under påskud af den forestående festival samles efter års adskillelse, primært på grund af krige med tilsvarende dynastier.

Der er tradition for, at film med rod i den kinesiske forhistorie oftest lægger vægt på æresbegreber og en bevarelse af de ældgamle dyder, som selv for den moderne kineser må synes en smule bizarre. Det gælder også “Den forbudte by”, og måske af samme årsag bevæger filmens første halvdel sig af sted i sneglefart, mens de involverede karakterer langsomt introduceres, og Yimou nænsomt får skildret, at underneden de kinesiske normer venter et væld af skandaler på at bryde ud og sætte magthaveren, spillet med dominans af Chow Yun-Fat, skakmat. Kejserindens nærmest incestuøse forhold til den ene søn – prins Jai – er én ting, men mere problematisk skal imidlertid den anden søns – prins Wan – hemmeligholdte forhold til livslægens datter vise sig at være.

Som afrunding på den stort opstyltede trilogi er førstehåndsindtrykket af “Den forbudte by” præget af en triviel og forudsigelig første havleg, helt uden et fornyende greb om formen og fortællingen. Det indtryk skal dog vise sig at blive gjort fuldstændigt til skamme af en solidt skildret afrunding, hvor hemmelighederne kommer frem i det åbne, affærer og partnerskaber afsløres på kryds og tværs, og et mytteri mod den drevne kejser Ping er nært forestående. Skyerne trækker sig for alvor sammen på den kinesiske himmel, kampscenerne bliver hyppigere og intensiveret, og så giver den radikale konfliktoptrapning i bund og grund bare en helt anden og meget mere fængslende film, som står i skærende kontrast til dens første del.

Mest imponerende er den koleriske og overvældende koreografi, som i al sin storhed i de rigt udsmykkede magtens korridorer med tilhørenede rober og anden beklædning tilbyder den fornødne dynamik. Mens kejserfamilien skal forsøge at forholde sig til den fornyede viden inden for de lukkede døre, bølger nemlig slaget mellem oprørsstyrkerne og kejserens personlige hær frem og tilbage udenfor. I håb om at dække over de mange hemmeligheder holder kejserinden i tilgift sin viv i ave med kraftig medicinering og bortforklarer omstændighederne med kejserindens mangeårige kamp mod den tiltagende blegsot.

Trods filmens tiltagende styrke er “Den forbudte by” trilogiens svageste led. Filmene har som sådan ikke meget med hinanden at gøre på fortælleplanet, men relaterer blot til den samme svundne tid i de kinesiske historiebøger. “Den forbudte by” starter noget svagere end sine forgængere, men får ikke desto mindre reddet sig selv på målstregen via en markant opblomstring undervejs. Yimou refererer flittigt til kinesiske ordsprog, hvilket ikke er helt charmeforladt, og derfor kan “Den forbudte by” også tillægges en særlig og til tider underfundig humor.

Det kan diskuteres, om ikke “Den forbudte by” drukner i al sin storladenhed. Havde filmen været bedre uden sin overdrevne dvælen ved farverige kostumer og ditto kampscener, hvor antallet af statister og våben er helt ude af proportioner? Formentligt. Men nu er det her, Yimous enorme styrke ligger, og det er i hvert fald sandsynligt, at den store kinesiske instruktør ikke selv havde været i stand til at lave en tilsvarende film med et vist mådehold og uden al farveladen. Som historisk dramatik sælger det trods alt bedre med en indtagende indpakning, end de fleste lavbudgetsfilm kan skilte med. Og trods en forudsigelig slutning med en kraftig snert af patos har filmen immervæk stadig sine øjeblikke, sine højdramatiske stunder, og derfor er “Den forbudte by” stadigvæk en hæderlig størrelse.

VideoSom det nærmest har været tradition med Zhang Yimous film, er “Den forbudte by” et visuelt prangende værk. Således gør den markante farvebrug sig umådeligt godt i det forholdsvist skarpe anamorphic widescreen 2.35:1-format, hvor en del edge-enhancement undervejs dog skæmmer det gode indtryk en smule. Der er ellers ikke eksempler på digitale forstyrrelser, ligesom også udtværinger er helt fraværende, og kontrasten i øvrigt er solid. Alt i alt et glimrende transfer med enkelte ridser i lakken.

AudioOgså de medfølgende DTS- og Dolby Digital 5.1-lydspor – begge på mandarin – fungerer uden større påtaler. Musikken flyder godt ud i højtalersystemet og skaber den rette stemning, mens adskillige vellykkede lydpanoreringer samt tilsvarende effektlyde lader lyden – særligt i filmens velkoreograferede kampscener – komme til sin ret. Dialogen er tydelig og uden tegn på overstyringer, mens atmosfæren i sig selv tegner det auditive billede godt.

EkstramaterialeUd over trailere for “En sand løgn”, “The Dead Girl”, “Miss Potter” og “The Astronaut Farmer” indeholder udgivelsen ikke ekstramateriale.

Når monotonien begynder at melde sigTypecasting er enhver skuespillers frygt. Med tiden ender den slags skuespillere med at levere rutineprægede og fantasiløse gentagelser. Noget lignende lader til at være ved at overgå den kinesiske mesterinstruktør Zhang Yimou, som med det episke værk “Den forbudte by” synes at være ved at køre fast i de grandiose historiske farvelader. Farverne er stadig lige så balstyriske som i hans foregående storfilm, og actionscenerne er skam også af en farverig palette, som bringer tankerne tilbage til tidligere værker. Men en idémæssig farvemathed er begyndt at melde sig med “Den forbudte by”. Fortællingen føles mere end bare momentvis træg og monoton, og det er kun i små glimt, at man for alvor lader sig rive med.

Vi befinder os i det 10. århundrede, og den egenrådige kejser af Kina, spillet af en evigt skulende Chow Yun Fat, er vendt hjem til paladset hvor hele familien samles i anledning af den årlige Chong Yang-festival. Vi fornemmer straks, at noget er råddent i Danmark. Intrigerne er mange, og det er absolut heller ikke kærlighed til kejserinden, der har kaldt kejseren tilbage. Han pønser øjensynlig på noget. I mellemtiden lider kejserinden, solidt og ulmende spillet af Gong Li, af en mystisk sygdom, som kejserens livlæge ved mere om, end han vil ud med. Og hendes næsten psykotiske besættelse af gyldne krysantemumer bekymrer familien.

Men rævekagerne stopper ikke der. I al hemmelighed har kejserinden nemlig indledt en affære med sin stedsøn, kronprins Wan. Wan er dog ikke spor glad, og drømmer om at undslippe paladset, sine kejserlige pligter og ikke mindst kejserinden. Alligevel forsøger hoffet at opretholde facaden og afholde den imponerende festival. Alt imens festivalen udspiller sig, marcherer tusindvis af guldklædte krigere med den næstældste af kejserens tre sønner i front mod paladset. Og midt i al virakken har alle glemt den yngste af sønnerne, som naturligvis også vil have en bid af den kinesiske ønskekage.

“Den forbudte by” er den afsluttende del i Zhang Yimous ellers imponerende trilogi, der tidligere har budt på “Hero” og “House of Flying Daggers”. Og endnu en gang er grænsen for den dyrest producerede film i Kina blevet rykket. “Den forbudte by” har også masser af storslåede slagscener. Specielt er det værd at nævne en jagt gennem en bjergkløft, som er en visuel og dramatisk perle. Men det meste er desværre set før, og monotonien begynder hurtigt at melde sig. Øjnene bliver hurtigt mætte af de farverige actionoptrin, som bliver ensformige, og scenerne har lidt for mange ligheder med Yimous to forgængere.

Handlingens intriger i “Den forbudte by” slægter unægtelig den græske tragedie på – ja, i visse lykkelige øjeblikke bringer den sågar tankerne hen på Shakespeares store dramaer. I stedet for at skærpe dramaet ender Yimous fokus på rænkespillene beklageligvis med at tynge fortællingen, som i perioder går helt i tomgang. Filmens rævekager er for få og ikke stærke nok til at løfte filmen op på et niveau, hvor den for alvor evner at fange tilskuerens udelte opmærksomhed. Endelig giver filmen lidt dårlig smag i munden, fordi dens politiske stillingtagen er meget lig den, vi oplevede i Yimous “Hero”. Og det synes at være en noget kvalm og fuldstændig ukritisk bekræftelse af det nuværende styre.